OM VIETNAM

Vietnams historisk indblik

Vietnam – en Sødrage og bjergenes prinsesse

Et gammelt sagn om Vietnam fortæller, at vietnameserne nedstammer fra ægteskabet mellem Lac Long Quan, en sødrage, og Au Co, en af de nordlige bjerges prinsesser. De giftede sig og fik 100 børn. Men som tiden gik, blev det klart for dem, at de ikke kunne opnå jordisk lykke. De besluttede at dele børnene mellem sig, hvorefter prinsessen tog tilbage til bjergene i det nordlige Vietnam og prinsen vendte hjem til havet i Halong bugten i Vietnam. Ifølge sagnet er de 100 børn vietnamesernes forfædre – et folk med vand og land i blodet.

Kendskabet til sagnet er udbredt blandt vietnameserne, der har en stærk historisk og national bevidsthed. Dette skyldes bl.a. vietnamesernes lange kamp for national selvstændighed og uafhængighed. Vietnam har siden den første kinesiske intervention i 111 f.v.t været besat af Frankrig, Japan og i flere omgange af Kina – i alt over 1100 år. Derudover har man haft den amerikanske tilstedeværelse under Vietnam krigen (Amerika-krigen som vietnameserne kalder den).

Stammefolket Viet i Nord Vietnam og hinduistiske kongeriger i Syd Vietnam

Vietnamesernes herkomst er ukendt. Arkæologiske fund i Vietnam tyder på, at der har levet mennesker i det nordlige Vietnam for 500.000 år siden. Man skal dog frem til Dong Son kulturen 300 år f.v.t. før man har sikre beviser på stammefolket “Viet” eksistens i det nordlige Vietnam. I 258 f.v.t. kontrollerede kong An Duong området omkring nutidens Hanoi. Her eksisterede et feudalt samfund baseret på slash-and-burn landbrug samt jagt og fiskeri.

I 111 f.v.t. angreb og underlagde det kinesiske Han-dynasti sig det nordlige Vietnam, som de betragtede som en sydlig provins af “Riget i Midten”. Kineserne forsøgte at påtvinge vietnameserne den kinesiske kultur, herunder sprog og skrifttegn, påklædning, buddhistisk trosretning, konfusianistisk og taoistiske filosofi, andre dyrkningsmetoder i landbruget, samt at indføre et centralt styret system. Den kinesiske indflydelse er på mange måder stadigvæk synlig i Vietnam. 70 procent af befolkningen i Vietnam bekender sig til buddhismen og konfucianistisk filosofi præger vietnamesernes samfundsopbygning, de sociale normer og tiltaleformer.

I nutidens Mekongdelta i Vietnam og i det sydlige Cambodja eksisterede fra det 1. til det 6. århundrede e.v.t. det hinduistiske kongedømme “Funan”, som havde en højtudviklet kultur og stor samhandel med andre lande. Længere mod vest eksisterede et andet hinduistisk inspireret kultur, Cham, hvis grupper på et tidspunkt kontrollerede området fra Danang og ned til Phan Thiet. Cham kulturens smukke bygningsværker står stadigvæk rundt omkring i Vietnam – de bedst bevarede er Po Nagar og Po Klong Garai i det sydlige Vietnam, mens det største bygningskompleks er helligdommen My Son nær Hoi An i Midt Vietnam.

Vietnam – Kamp for national selvstændighed

Vietnamesernes ønske om national selvstændighed har alle dag været stor. Da kineserne i 40 e.v.t. henrettede en højtstående lord i Vietnam, samlede hans enke og hendes søster en hær og startede et oprør mod det kinesiske herredømme og tvang den kinesiske guvernør til at flygte fra Vietnam. Kineserne vendte dog tilbage til Vietnam 3 år senere og generobrede det nordlige Vietnam. Frem for at overgive sig til kineserne, sprang de to Trung søstre i døden i Hat Giang floden.

I skyggen af Tang dynastiets kollaps i Kina lykkedes den nye kejser i Vietnam, Ngo Quyen, at drive kineserne på flugt i år 938 og han etablerede en uafhængig vietnamesisk stat, Nam Viet. De næste århundrede regerede forskellige kejserdømmer i Nord Vietnam og opnåede kinesernes anerkendelse om uafhængighed mod bl.a. at betale skatter og gaver. Herefter fulgte en lang, forholdsvis rolig periode kun afbrudt af krige mod henholdsvis mongolerne og kineserne, der flere gange forsøgte at erobre Vietnam.

I 1407 lykkedes det den kinesiske Ming-kejser at udnytte genstridigheder i kejserdømmet i Vietnam og underlægge sig landet. Men anført af rigmandssønnen Le Loi startede et oprør i 1418 i Vietnam, der til sidst drev kineserne ud af Vietnam i 1428. Efter sejren tog Le Loi navnet Ly Thai og udnævnte sig selv til kejser. Det blev starten på det der kaldtes ”det sene Le Dynasti”, som officielt regerede frem til 1788.

Le Dynastiet samlede magten i Vietnam, som tidligere havde ligget hos de mange fyrstendømmer og begyndte at se sig om efter nye landområder. Le-dynastiet begyndte erobringstogter både i Laos og mod syd (nutidens Midt Vietnam og Syd Vietnam), hvor grupperinger fra Cham-kulturen måtte afgive land efter et stort krigsnederlag i 1471 til Viet-folket. Cham-folket trak mod Syd Vietnam, men igen i 1720 angreb vietnameserne Cham-folket omkring Nha Trang, som herefter flygtede til Cambodja og senere til Mekongområdet i det sydlige Vietnam.

Men kejserne i Vietnam under Le-dynastiet fik efterhånden svært ved at styre landet fra Hanoi og reelt var magten placeret hos de stærke lokale fyrster. Perioden frem til slutningen af 1700-tallet var præget af oprør og de forskellige kejsere under det sene Le-dynasti havde kun en svag magtposition.

Begyndelsen på det sidste kejserdynasti i Vietnam

I 1802 erobrede fyrsten Nguyen Anh magten i Vietnam med fransk hjælp. Han tog navneforandring til Gia Long og grundlagde det, der senere skulle vise sig at blive det sidste kejserdynasti i Vietnam, nemlig Nguyen-dynastiet. For bedre at kunne regere landet flyttede han hovedstaden fra Hanoi til Hue.

Den franske missionær, Pierre Pigneau de Behaine, der havde skaffet finansielle midler i Frankrig og hyret lejesoldater for at hjælpe Gia Long, havde regnet med, at den nye kejser ville give Frankrig handelsprivilegier og fordele mht. at kunne missionere i Vietnam. Men Nguyen-dynastiet var skeptiske overfor udenlandsk indflydelse. Katolske missionærer og indflydelsesrige vietnamesere, der havde ladet sig omvende til katolikker, blev op gennem 1830´erne fængslet og enkelte af dem henrettet.

Henrettelserne i Vietnam medførte at religiøse grupper i Frankrig pressede på for at få den franske regering til at svare hårdt igen på vietnamesernes “barbariske” handlinger, men det var først da der blev udtrykt tilsvarende ønsker fra handelsfolk og ledere indenfor militæret, at Napoleon III godkendte en militær ekspedition, der skulle hævne og straffe vietnameserne. Franskmændene mislykkedes med det første angreb i Vietnam på byen Danang i 1858.

Franskmændene fulgte monsunvinden sydpå og angreb i flere omgange området omkring Saigon og erobrede i 1861 flere provinser i det sydlige Vietnam. I 1862 blev Kejser Tu Duc tvunget til at afstå tre provinser i Syd Vietnam og give tilladelse til, at franske missionærer frit kunne rejse rundt i hele Vietnam i forsøget på at omvende folk.

Franskmændenes offensiv fortsatte de efterfølgende år. I 1882 og 1883 angreb og besatte de henholdsvis det nordlige og centrale Vietnam og tvang kejseren til at anerkende Vietnam som fransk protektorat. I slutningen af 1890’erne marcherede franskmændene ind i det vi i dag kender som Laos og Cambodja, som ligeledes måtte indordne sig under Frankrigs imperium. Vietnam, Laos og Cambodja blev benævnt ”Det franske Indokina”.

Fransk styre – Vietnamesisk modstand

Selvom den franske besættelse førte til øget produktion og forbedrede kommunikations- og transportmulighederne i Vietnam, bl.a. ved anlæggelsen af en jernbane der gik fra Hanoi til Saigon, så førte disse fremskridt ikke til nævneværdig fremgang i vietnamesernes levevilkår. I landområderne i Vietnam kæmpede landmændene med forhøjede skatter og renter til den franske administration. Det betød, at de efterhånden blev nødt til at sælge deres jorde for at kunne klare betalingerne. På fabrikkerne, gummiplantagerne og i minerne arbejdede man under kummerlige forhold til en meget lille løn. På 27 år døde mere end 12.000 på Michelins fabrikker i Vietnam.

Den nationale identitet var ikke glemt, men blev tværtimod forstærket af franskmændenes fjendtligheder og gav anledning til et inderligt ønske om national uafhængighed. I starten af 1920´erne begyndte nationale partier at kræve reformer og Vietnams selvstændighed. I 1930 grundlagdes det Indokinesiske Kommunist Parti. En af initiativtageren bag oprettelsen af partiet var Ho Chi Minh. Men indtil slutningen af 2. verdenskrig opererede disse partier og grupper uden den store succes.

I 1940 besatte Japan dele af Sydøstasien, herunder Vietnam. Men da japanerne var trængte i slutningen af anden verdenskrig, så kommunisterne muligheden og forberedte sig på opgør sammen med oprørshæren Viet Minh (Sammenslutningen af allierede for et uafhængigt Vietnam). Efter japanernes overgivelse til de Allierede i August 1945, overtog Viet Minhs tropper og kommunistpartiet magten i Vietnam. Ho Chi Minh erklærede den 2. september 1945 (Vietnams Nationaldag) Vietnam for et selvstændigt land (fra pladsen foran hans nuværende mausoleum).

Franskmændene, der havde oplevet nok ydmygelser med Tysklands besættelse af Frankrig, var ikke villige til at opgive sit tidligere protektorat i Vietnam, Laos og Cambodja og blev bakket op af Kina og England (der heller ikke ønskede at miste deres kolonier). Med engelsk og kinesisk hjælp kom franskmændene til magten i Vietnam igen. I mere end et år forsøgte franskmændene og Kommunisterne at nå til enighed om vilkårene for den franske tilstedeværelse i Vietnam (og ej heller i Cambodja og Laos). Det lykkedes ikke og i december 1946 brød krigen ud.

Slaget ved Dien Bien Phu i Vietnam og Geneve aftalen

Konflikten varede i omkring 8 år. Viet Minh rådede i starten over for få styrker til at kunne besejre de franske tropper. Viet Minh trak sig tilbage til landområderne for at mobilisere folkelig støtte, mens franskmændene samlede en rivaliserende vietnamesisk regering og genindsatte den abdicerede Kejser Bao Dai i Vietnam. Viet Minh blev ledet af den dygtige militærstrateg, General Vo Nguyen Giap, hvis strategi var at føre guerillakrig, hvor man undgik de store direkte konfrontationer, men i stedet gennemførte overraskelsesangreb på franske militære poster i Nord, Midt og Syd Vietnam.

I 1953 opbyggede franskmændene en stor militærbase ved byen Dien Bien Phu i det nordvestlige Vietnam. Franskmændene, med General Navarre i spidsen, ønskede mest af alt et “rigtigt” krigsslag, da de følte sig overbevidste om, at deres krigsmaterielle overlegenhed ville være ensbetydende med sejr og Viet Minh’s endeligt. Navarre fik sit krigsslag, men den franske general havde undervurderet Viet Minhs viljestyrke og til sidst blev det de franske bastioner, der blev løbet over ende.

Konsekvensen af nederlaget blev, at den franske regering, hårdt presset af den franske befolkning, begyndte forhandlinger om afslutningen af krigen i Vietnam. I juni 1954 indledtes forhandlingerne og her blev man enige om en deling af landet ved den 17. breddegrad med kommunisterne i Nord Vietnam og med franskmændene og deres tilhængere i Syd Vietnam. For at undgå en permanent deling af Vietnam, blev der samtidig indgået en aftale om at afholde et nationalt valg i juni 1956, hvor Vietnam skulle genforenes og vinderen af valget regere over hele Vietnam.

Amerikansk intervention i Vietnam

Efter Geneve-forhandlingerne begyndte regeringen i Nord Vietnam at opbygge et land ud fra kommunistisk politisk tankegang. I Syd Vietnam blev katolikken Ngo Dinh Diem indsat som præsident, efter stærkt pres fra amerikanerne. Med amerikansk opbakning fremførte præsident Diem, at Syd Vietnam ikke havde underskrevet nogen aftale og han afviste det planlagte valg i 1956. Men Diem’s enerådende lederstil og forfremmelse af familiemedlemmer til ledende poster faldt mange for brystet og han blev hurtigt upopulær. Hans økonomiske reformer slog fejl samtidig med, at han undertrykte oppositionen og drev heksejagt på kommunistiske sympatisører og buddhistiske ledere. Det skabte uro i befolkningen og kommunisterne i Nord Vietnam besluttede, at det var tid til at genoptage deres “revolutionære krig”.

Diem blev dræbt ved et kup i Syd Vietnam i 1963 – et kup, der var anført af hans egne generaler og blev støttet af CIA. Den efterfølgende tid karakteriseredes som et politisk kaos på grund af interne stridigheder i generalstaben, som samtidig var politisk uduelige. Sikkerhedssituationen forværredes og Viet Cong’erne (den nationalistiske befrielsesorganisation i Syd Vietnam) kontrollerede større og større områder i Syd.

I starten af 1965 stod det klart, at Syd Vietnam stod for fald. For amerikanerne var Vietnam den centrale styrkeprøve mellem Øst og Vest og USA så Vietnam som en afgørende domino-brik i kampen mod kommunismen. Faldt Vietnam, ville der efter deres vurdering være en række andre lande, som let kunne falde i kommunisternes hænder. Den amerikanske præsident Lyndon B. Johnson så ingen andre muligheder end at gå aktivt ind i krigen. Præsident Johnson godkendte bombning af Nord Vietnam og indsættelse af amerikanske kamptropper i Syd Vietnam (indtil 1965 havde amerikanerne kun haft militærrådgivere i Syd Vietnam).

I december 1965 var 184.300 amerikanske militærfolk udstationeret i Vietnam. I 1968 var antallet nået over 485.000. Dertil kom et mindre antal soldater fra en række andre lande. Amerikanernes intervention skabte problemer for både kommunisterne og Viet Cong’ene. Styret i Nord Vietnam begyndte at sende tropper og forsyninger til Syd vietnam ad “Ho Chi Minh”-stierne, der bl.a. gik igennem Laos og Cambodja og herfra ind i højlandet i det centrale og sydlige Vietnam.