Hoteller
Nedenstående hoteller anvendes som udgangspunkt for alle turafgange på Vietnam Emotion. Alle hotellerne er udvalgt ud fra kriterier om at være placeret i centrum, dvs. i kort gåafstand til byernes centrale pejlemærker, og endvidere valgt med henblik på rene og pæne værelse, et serviceminded personale og en morgenmadsbuffet med varieret udvalg.
Vietnam Emotion
MON REGENCY HOTEL - Hanoi
3+ stjernet, Deluxe værelse
Mon Regency ligger i top 3 over de bedste 3 stjernede hoteller i Hanoi set i forhold til placering, værelsesstandard og faciliteter på stedet. Hotellet ligger i den gamle bydel med de kendte snævre handelsgader, hvor et folkerigt udendørsleben blander sig med restaurationer og hyggelige småbutikker. Fra hotellet er der hhv. 2 og 8 minutters spadseretur til Hanois centrale pejlemærker: Dong Xuan marked og Hoan Kiem søen. Mon Regency blev gennemrestaureret for godt 1 år siden, og fremstår nu som et flot og pænt hotel. En elegant og klassisk boutique indretningsstil er skinner igennem, og hurtigt får vi gæster en dejlig – ja næsten hjemlig – fornemmelse af stedet. Mon Regency tilbyder 60 stilfuldt indrettede værelser og suiter – alle med moderne faciliteter. I hotelrestauranten finder man et velsmagende fusionskøkken, og her kan man ligeledes nyde en drink ovenpå en oplevelsesrig dag. Læs om hotellet: www.monregencyhotel.com
ORIENTAL SAILS CRUISE - Halong bugten
Deluxe PLUS båd, 2 personers kahytter
På sejlturen i Halong bugten skal vi med “Oriental Sails”- en flot båd og en af Halong bugtens smukke junker. Vietnam Travels samarbejder med de bedste cruiseselskaber i Halong, og sikkerheden på båden er i top. Indkvartering i rummelige og fine 2-personers kahytter med store vinduer, og udsigt til de smukke naturscenarier vi hele tiden sejler forbi. Vores båd sejler en anden rute end flertallet af bådselskaberne, idet Oriental Sails kommer ud i et område af Halong bugten kaldet Bai Tu Long, hvor der er “færre både og mere uforstyrret natur”. Øverst forefindes et åbent dæk, hvorfra man kan nyde den fantastiske vue fra stole og liggestole, eller stå i stævnen og filme det hele ind på nethinden. På næstøverste afsnit er der et opholdsområde/restaurant, der serverer os dejlige retter med alt godt fra havet. Herfra kan man ligeledes betragte udsigten, mens vi spiser, og nyde en øl, et glas vin eller en kop kaffe udenfor spisetiderne. Båden gør stop ved en flydende landsby og hulen Thien Canh Son (bjerghimlens grotte) med stalaktitter og stalagmitter og flot lysopsætning. Der bliver også mulighed for at kajakke undervejs turen. Yderligere info: www.orientalsails.com/cruises/oriental-sails/
CENTURY RIVERSIDE HOTEL - Hue
4 stjernet, Deluxe Riverview værelse
Century er et dejligt 4-stjernet hotel. Det ligger supercentralt midt i det franske kvarter og lige ud til Duftenes flod (på vietnamesisk “Huong Giang”). Lige omkring hotellet ligger en del spisesteder, cafeer og småbutikker, og her bør man slentre en kortere eller længere indsnusning-af-atmosfæren-tur om aftenen. Der er 7 minutters gang til det store Dong Ba Marked og 5 minutter til byens skulpturpark med underfundige værker, som indikerer at Hue også er en uddannelses- og kulturby. Værelserne er store, nydeligt indrettet og alle med aircondition, safebox og balkon med riverview. Hotellets personale udstråler en tydelige vietnamesisk servicemindness og er på stikkerne, og blandt hotellets faciliteter er swimmingpool, tennisbane og en restaurant, hvor vi kan indtage morgenmaden og kaffen på terrassen med vue til Duftenes flod. Læs mere på www.centuryriversidehue.com
THANH BINH RIVERSIDE HOTEL - Hoi An
4 stjernet, Deluxe værelse med pool-/riverview
Thanh Binh Riverside er et Hoi Ans nyere hoteller. Det er placeret lige ved floden, og med 4 stenkast til hjertet af Hoi An har det en perfekt beliggenhed. Vi kommer således nemt og hurtigt til/fra hotellet og den gamle bydel, hvor man uvilkårligt er den meste tid, når man opholder sig og går rundt i Hoi An. Værelserne er på hele 40m2 med forventeligt international standard og fuldt udstyret med luksus faciliteter. Dertil kommer en balkon, hvor man kan hygge sig om aftenen. Vores værelser er booket på den bedste side af Thanh Binh Riverside, nemlig den fløj som vender ud mod floden og stedets poolområde. På hotellet findes spa og en stor swimmingpool omkranset af liggestole og små sofaer, hvorfra der ikke er langt til stedets udendørs cafe med gode kolde drinks, snacks og lette menuer. Læs mere på http://thanhbinhriversidehotel.com
MEKONGLODGE - Mekongdelta
3+ stjernet, Bungalow værelse
En skøn, skøn, skøn lodge – et mindre mekongsk landsted. Grønt, tropisk og idyllisk, og andre eksotiske superlativer kan tilegnes dette sted. Mekonglodge har en umiddelbare skønhed som rammer én, lige fra det øjeblik man ankommer og træder indenfor på stedets parcel. Stenbelagte stier snoer sig rundt gennem en frodig og velplejet have til fine 1-etages bungalows omgivet af beplantning og palmetræer. Placeringen lige ved Mekongfloden, og udsigten til store og mindre bådes forbifart ude på vandet bringer synlig aktivitet til stedet, og kolorit til morgenmaden og aftensmaden på restaurantens terrasse, hvorfra man har udsyn til floden. Men ellers afspejler lodgen netop den ro, som findes i den stedsegrønne have og i det landlige Mekongdelta. Man bliver så at sige nemt ramt af den afslappethed som synes at præge både stedet, personalet og det frodige landskab rundt om Mekonglodge. Vi har 2 nætter her, men når vi forlader Mekonglodge ville mange nok have ønsket at det var dobbelt så mange overnatninger. Bungalow’ene har alt nødvendigt udstyr inklusiv airkondition, eget bad og toilet. Mere info på: www.mekonglodge.com
HUONG SEN HOTEL - Ho Chi Minh City
3+ stjernet, Deluxe værelse
Hotellet ligger på Dong Khoi street, som er lige “midt i midtbyen”. Med Notre Dame Katedralen i den ene ende af gaden og Saigon River i den anden af gaden. Dong Khoi street er kendt for sine gode restauranter, cafeer, mondæne butikker, men også små shops med et stort udvalg af silkestoffer og andre artifacts. En parallel gade fra Dong Khoi ligger hovedstrøget med rådhuset. Værelserne har alle de faciliteter man har brug for og der er en fin swimmingpool på toppen af hotellet. Morgenmaden kan indtages både indendørs og ude på en stor tagterrasse på 11. etage med vue til det økonomiske tigerspring Vietnam, og især Ho Chi Minh City oplever for øjeblikket, og som udmønter sig i flere og flere højhuse og skyskrabere. Huong Sen er det perfekte udgangspunkt for både sightseeing og aftenbylivet, som er lige på den anden side af hotellets udgangsdør. Læs mere på www.huongsenhotel.com.vn
BADEFORLÆNGELSE TIL KYST-/BADEBYEN PHAN THIET
BON BIEN RESORT - Phan Thiet
3+ stjernet, Deluxe værelse
Det første af tre hoteloptions ved badeferiedelen. Et halvt stenkast fra sin egen 300m private strand ved det Sydkinesiske hav ligger dette 3-stjernede resort, som byder sine gæster på rigtig fine omgivelser og faciliteter med swimmingpool og jacuzzi. Her har vi booket Deluxe værelser, som er udstyret med alt man kan tænke sig og hotellets arkitektur integrerer på en elegant måde stedets 2-etagers hvide palævillaer med de naturmæssige omgivelser. Morgenmadsrestauranten har et godt kontinentalt udvalg og mens man drikker sin morgenkaffe kan man høre havets brusen og svagt fornemme dens brise. Her tager man sikkert en ekstra kop, og bliver hængende lidt længere om morgenbordet. Se hjemmesiden: www.bonbienresort.com
BLUE OCEAN RESORT - Phan Thiet
4 stjernet, Gardenview bungalow værelse
Blue Ocean Resort er det andet baderesort som tilbydes på rejsens badeafslutning. Her indkvarteres man i gardenview bungalow værelse, som ligger et stenkast fra resorttets private strandområde ved det Sydkinesiske hav. Stedet byder sine gæster på dejlige, strandlige omgivelser og fine faciliteter med en flot have og en stor swimmingpool, spa og andre services. Alt i alt et perfekt sted til at bade, slappe af og fordøje turens mange indtryk i en afslappet atmosfære med temperaturer omkring 30 graders varme. Ligesom de andre hoteloptions i Phan Thiet, ligger der restauranter lige i nærheden og der er mindre seværdigheder og aktive muligheder for de som gerne vil kombinere afslapning med lettere aktivitet. Læs mere på: www.blueoceanresort.org
ANANTARA RESORT - Phan Thiet
5 stjernet, Deluxe værelse
Den tredje hoteloption for badeforlængelsen til Phan Thiet. Færdigbygget i 2010 er Anantara et af de nyeste og uden tvivl et af de flotteste resorts i Mui Ne området nær byen Phan Thiet. Resorttet er det eneste 5 stjernede resort her. De fint dekorerede værelser har en dejlig stor balkon, hvorfra kan man nyde solopgangen om morgenen. Fra værelset er der få skridt til poolen og resorttets private strand, som ligger ud til det Sydkinesiske hav. Her kan man slå sig ned i resorttets solstole. Morgenmadsrestauranten har et stort kontinentalt udvalg – her kan også spises frokost og aftensmad, men ellers ligger andre restauranter lige i nærheden. Fra resorttet er der mulighed for at gå nogle lange ture i strandkanten, cykle en tur til byen, en lille fiskerlandsby eller til nogle af områdets mindre seværdigheder. Info om stedet: http://mui-ne.anantara.com
REJSEFORLÆNGELSE TIL CAMBODJA
OHANA PALACE HOTEL - Phnom Penh
4 stjernet, Deluxe værelse
Et stenkast nede af en sidegade til Sisawath Boulevard ligger Ohana Phnom Penh Palace hotel. Dette 4-stjernet hotel er et perfekt sted i byen. Tæt på Tonle Sap floden og byens centrale promenadegade Sisowath Boulevard med al dens bymæssige leben som man når med få skridt, men lige netop placeret så tilbagetrukket at man på hotellet ikke har al posturet fra selvsamme hovedgade. Så når I går ud af hoteldøren og lidt højre ligger byens hyggelige tagcafeer og -restaurationer lige om hjørnet, og går I til venstre går I lige ind i et lille lokalt gademarked. På hotellet findes gode værelser med aircondition og al andet tænkelige faciliteter, swimmingpool og en fin restaurant på øverste etage, hvorfra der er et fantastisk frit vue udover byen. Her serveres buffeten til solopgang om morgenen, mens man om aftenen på den åbne terrasse kan snuppe sig en sundowner, imens mørket langsomt sig over hovedstaden. Læs mere på hotellets hjemmeside: www.ohanahotelpp.com
SOMADEVI ANGKOR RESORT & SPA - Siem Riep
4 stjernet, Deluxe værelse
Stort 4-stjernet hotel i Siem Rieps centrum. Hotellet er placeret i det franske kvarter og i kort gåafstand til old market som beregnes som byens midtpunkt med cafeer og restaurationer lige omkring. Deluxe værelserne har alt hvad man kan forlange – endda en balkon med vue til poolen. Der er fint udvalg i morgenmadsbuffeten med både kontinentale og asiatiske retter. Endvidere har hotellet en dejlig stor swimmingpool, som man lige kan tage en dukkert i efter et varmt og som regel lidt støvet besøg ved Angkor templerne. Mere info på: www.somadeviangkor.com