Topmenu

Dagsprogram

HANOI - HALONG BUGTEN - HOI AN - MEKONGDELTA
- HO CHI MINH CITY

15 dages rundrejse fra Nord til Sydvietnam

Vietnam Klassisk Rundrejse 15 dage

Dag 1: Afrejse Danmark
Flyafgang fra København eller provinsen.

Dag 2: Ankomstdag til Hanoi
I modtages i ankomsthallen i Hanoi lufthavn og kører ind til hotellet i centrum af byen. Man er altid en smule spændt på, hvad vil være de første indtryk i et nyt rejseland og umiddelbart vil man opleve Hanoi som en levende by. Samtidigt rummer bymidten en forunderlig arkitektur. Her står franske palæer, brede boulevarder og byens grønne åndehuller i kontrast til buddhistiske pagoder, snævre gyder og smalle, aflange huse. Sidstnævnte i henhold til tidligere tiders ejendomsbeskatning med udgangspunkt i husets bredde.

Mange af Hanois indbyggere har både små og store gøremål rundt om i gaderne. Her kommer kvinder i vuggende gang med bambusåg med kurverne fyldt med frugt, grønsager eller to store gryder, hvorfra der laves og sælges varme retter.

Skomagerne, cigaretsælgerne, gadekøkkener, små cafeer og brødkoner behøver ikke mere end 1 – 2 m2 til deres lille forretning på fortovet, mens frisørerne kan nøjes med et søm på muren og et strømstik for at starte en udendørs salon.

Hotel check-in og tid til at få et bad og eventuelt lidt hvile. Når I træder ud af hoteldøren befinder I midt i byen. I finder nemt selv en aftensmadsrestaurant, men ellers kan I gå efter de spisesteder og gader med restaurationer på den liste, som Vietnam Travels har fremsendt blandt rejsedokumenterne.

Dag 3: Hanoi
Byrundtur i Hanoi. I afhentes på hotellet af guiden og i bil med chauffør besøges landsfaderen Ho Chi Minhs mausoleum. Han ligger balsameret i et glassarkofag til synlig beundring af den tidligere præsident, der kæmpede for Vietnams uafhængighed mod franskmændene, japanerne og amerikanerne. Her tæt ved mausoleet på Ba Dinh pladsen erklærede præsident Ho Chi Minh den 2. september 1945 Vietnams selvstændighed foran 100.000 af sine landsmænd. Dette skete ovenpå 2. verdenskrigs afslutning og japanernes kapitulation og overgivelse af deres besættelser rundt om i Asien, herunder i Vietnam.

I lægger vejen forbi præsidentpaladset og går videre ned til Ho Chi Minhs enkle pælehus, hvor strategierne mod amerikanerne og Sydvietnam blev lagt – dengang Vietnam var delt mellem 1954 – 1975. På billeder af præsident Ho Chi Minh er han tit gengivet i simpel beklædning og sjældent fotograferet i pompøse omgivelser. Denne enkelthed genkender man i det pælehus af træ, som han fik bygget og blot består af 3 rum. I kommer også forbi pagoden på en søjle.

Bagefter kører I til Litteraturtemplet (templet Van Mieu), som betragtes som Vietnams første universitet. Her foregik undervisningen i bl.a. Konfutses lære. Kun få bestod den endelige prøve og fik status af embedsmand og tilbudt job hos hoffet. Van Mieu er i dag et tempel, hvor man ærer den kinesiske filosof Konfutse.

Nutidens studerende kommer her lige før eksaminer, og beder om at få et godt resultat. Navnene på fortidens succesfulde studenter står indgraveret på mindetavler, der er placeret oven på skjoldet af figurative skildpadder. Hovederne på skildpadderne bærer præg af berøring fra bl.a. overtroiske studerende, som håber, at noget af den dygtighed skildpadderne repræsenterer, kan overføres til dem.

Frokost på Koto Restaurant, der via et uddannelsesforløb oplærer tidligere gadebørn i at lave mad og betjene gæster. Efter endt læretid ender mange af børnene på andre af byens gode restauranter. Vores egen Dronning Margrethe var her og lave mad med de unge mennesker under kongefamiliens besøg i Vietnam i november 2009.

Efter frokost kommer I forbi et privat boligkvarter, hvor I finder vragrester af et nedskudt B52 bombefly fra de amerikanske julebombardementer i 1972. Da fredsforhandlingerne i efteråret 1972 mellem Nordvietnam og USA var gået i hårdknude – blev præsident Nixon og udenrigsminister Henry Kissinger enige om at man ville bombe nordvietnameserne tilbage til forhandlingsbordet.

I dagene op til og henover julen 1972 gennemførte amerikanerne det hidtil kraftigste angreb på Nordvietnam og Hanoi. Men nordvietnameserne viste sig kampberedte og forsvarsartilleriet var kørt i stilling, og fik nedlagt godt 80 amerikanske militærfly, heraf en del af B52’ere. Et af disse store bombefly blev ramt, og i nedslaget spredtes flydele over et større området. Bl.a. landede noget af landingsstellet i en dam her midt i Hanoi, og stritter fortsat op ad vandoverfladen som et synligt historisk levn fra krigen. En fredsaftale mellem USA og Nordvietnam blev indgået den 24. januar 1973.

I køres til hotellet og afhentes senere når den står på en gastronomisk oplevelse på restaurant Madame Hien. Den franske kok Didier Conley har boet i Hanoi i snart 2 årtier og har indgående studeret det vietnamesiske køkken og efterfølgende eksperimenteret med de mange lokale ingredienser og smagsnuancer. Der venter jer således en særlig kolonarisk oplevelse i aften med vietnamesisk mad med et fransk pift i hans charmerende restaurant, der er beliggende i en gammel kolonistilsvilla. (M,F,A)

Dag 4: Hanoi
I de tidlige morgentimer kører I med cykelrickshaw og guiden gennem Hanois næsten trafikløse gader. I den begyndende skumring overhaler I enkelte indbyggere, som går eller løber afsted i den friske morgenluft. Inde ved husmurene skramler morgenmadsrestauranterne med at få tændt op i suppegryderne, og stillet de små plastikborde og stole klar til dagens første spisende. Stilheden afbrydes ind imellem af de små motorcykler, som godt læsset, er på vej til markedet med friske varer.

I når Ba Dinh Square ved parlamentet og præsidentpaladset. Her – inden solen står op – jogger byboere frem og tilbage på pladsen lige foran tidligere præsident Ho Chi Minh mausoleum, mens andre svinger arme og ben, og strækker kroppen godt igennem med smidighedsøvelser. I et hjørne står en flok kvinder lidt oppe i årene og laver fælles morgengymnastik med en frivillig instruktør, som slår takten an. Flere lokale kvinder kommer efterhånden til, og skulle I stille jer op i mængden, så vil der helt sikkert blive trukket på de vietnamesiske smilebånd. I er i hvert fald velkommen til at slutte jer til dem.

Klokken 6.30 lyder en fanfare udover Ba Dinh Square og folk trækker væk fra pladsen lige foran mausoleet ned bag en streg malet på fliserne. I stillestående positur vendes ansigtet mod mausoleet og en høj, høj flagstang. Så kommer 25 – 30 hvidklædte soldater marcherende ind på pladsen og hen mod flagstangen – en af dem bærende på nationalflaget.

Når et par af soldaterne har bakset flaget på snoren, begynder Vietnams nationalmelodi at tone ud af højtalerne, og det røde flag med den gule stjerne i midten går langsomt til vejrs. Den røde farve symboliserer blodet fra landets martyrer, som har ofret livet i kampene for landets selvstændighed mod udenlandske stormagter, mens den gule stjerne markerer den lyse fremtid landet går imøde. De fem spidser på stjernen symboliserer ønsket om national samhørighed mellem de fem overordnede befolkningsgrupper: farmerne, arbejderne, de intellektuelle, forretningsfolket og militæret.

I fortsætter i cykelrickshaw til Hoan Kiem sø. Stedet summer af liv. Enkeltvis og i grupper står de rundt om søen og på Ly Thai To-pladsen. De yngre byboere laver aerobic til hurtige technoagtige rytmer, mens andre via tai chis rolige bevægelser forsøger at få krop og sjæl i sync.

På en stor plads vil I kunne betragte en del ægtepar få morgenstivheden ud af kroppen med en stille gang swing. Det er lidt underfundigt at se folk i en rolig dans om morgenen på en offentlig plads, og det samme synes byens grundlægger Ly Thai To at tænke fra sin statueposition midt på pladsen. I køres tilbage til hotellet og spiser morgenmad.

Fri til at opdage hovedstaden på egen hånd indtil sidst på eftermiddagen, hvor I skal på en streetfood-tur på gåben med guide. Denne gåtur har både til formål at tage jer med rundt i krogene af den gamle bydel, og ikke mindst at delagtiggøre jer i den vietnamesiske madkolorit. Vietnam er kendt for et smagfuldt og varieret køkken.

På en let vandring rundt i det gamle kvarter indånder I atmosfæren fra sammensuriet af mennesker og aktivitet. Frugt, køkkenservice, tøj, sandaler, håndklæder, blomster og planter, lerpotter, fletkurve bliver bragt rundt og tilbudt i gaderne – enten fastspændt på en cykel, over skulderen på et bambusåg eller på en skubvogn.

I denne stemning af udendørs virkelyst, vil guiden tage jer med forbi mindre madsteder og markeder. Her ser I nærmere på det farverige udbud af de almindelige og eksotiske madvarer, samt frisk frugt og grønt. I hovedstaden og i andre større vietnamesiske byer findes et stort udbud af små restauranter med gamle madkoner, som laver egnsretter eller mere klassiske retter.

I skal naturligvis ikke blot fortælles om gastronomi og kigge på ingredienser, men selvfølgelig prøvesmage specialiteter og spise lokale retter på forskellige madsteder. I får således en tour-de-aftensmad med forskellige måltider på flere små restauranter – som udover smagfulde retter – oftest også emmer af intim stemning. Efter at have “spist jer gennem den gamle bydel”, siger I farvel til guiden. (M,A)

Dag 5: Hanoi – Halong Bugten
Afhentning på hotel i Hanoi og transfer mod Halong by. På køreturen drejer bilen væk fra hovedvejen, og ind i en af de små landsbyer I har kunnet skimte undervejs. I gamle dage i landdistrikterne omkring Hanoi var der mellem såning og høst tid til fornøjelse. Og landfolket underholdt bl.a. hinanden med vanddukketeater, hvor scener fra dagligdagen og historiske begivenheder blev humoristisk gengivet. Scenen er sat som dengang, og I skal se en forestilling i landsbyens dam.

I indtager en landlig frokostmenu i et smukt restaureret, traditionelt langhus med dertilhørende gårdsplads, have og med marker liggende rundt om. Bagefter videre i bil det sidste stykke til Halong bugten.

Ombordstigning på båd, som er modelleret efter en klassisk junke, men bygget med de faciliteter som gæster – på et 3 dages 2 nætters cruise – med rette kan forvente med indendørs og udendørs opholdsområder, og eget toilet og bad i 2-personers kahytter.

Skibet ligger fra kaj og sejlturen går rundt mellem de mere end 3000 kalkstensbjerge, der skyder op af vandet i forskellige formationer i dette naturskønne og forunderlige landskab. I sejler mod en flydende fiskerlandsby – her har folk etableret sig i små huse på vandet, og lever en simpel tilværelse, hvor fiskeri og opdræt er den primære indtægtskilde. Man kan godt beundre at nogen har mod på et liv, som primært foregår på vandet.

Sidst på eftermiddagen kaster båden anker, og man kan svømme lidt nær båden, eller tage en kajak og padle rundt i bugten mellem klipperne. Man kan naturligvis også finde en liggestol på det øverste åbne dæk, slappe af og læse nogle sider i sin rejsekrimi med kalkstensbjergene som behagelig baggrund. Aftensmad ombord. (M,F,A)

Dag 6: Halong Bugten

Efter morgenmad cruiser båden videre gennem Halong bugten’s yndefulde havlandskab. Dagen byder på en blanding af muligheder med at gå i land på et par øer, svømme, kajakke ind i små lagooner og betragte de forskellige kalkstensformationer man passerer.

De fleste klipper har navne efter deres udseende, og I kan forsøge at gætte navnene på kalkstensbjergene. Undervejs vil I komme forbi Skildpadde øen, Mandehoved øen, Hjerne øen, Hunde øen, Skønne ansigts øen og mange flere. Nogle øers navne gætter man nemt, mens man må være mere kreativ med andre øer. Alt sammen behændigt afbrudt af frokost og senere aftensmaden.

Husk at opholde jer på dækket ved solnedgang og solopgang. Det er et smukt syn når klipperne enten langsomt bliver til mørke silhuetter omkring båden eller om morgenen hvor de langsomt toner frem med lysets komme. (M,F,A)

Dag 7: Halong Bugten – Hoi An
Vandets klukken mod båden, morgendisen der langsomt fortager sig – en skøn morgen. For de friske er der mulighed for at springe i vandet og tage sig lille svømmetur inden morgenmaden. Senere ror I afsted i en mindre båd ind i en lille vig, og forbi en samling af både. Her på husbådene synes beboerer kun minimalt at have brug for fast land under fødderne, og der er sågar en skole, hvor børnene bliver undervist i folkeskolens nederste klassetrin. Tilbage på båden checker I ud af kahytterne og sejler mod fastlandet. Sidst på formiddagen er der landgang. I afhentes på havnekajen og kører til Hanoi lufthavn, hvorfra der er fly til Hoi An. I lufhavn møder I chafføren, som bringer jer til hotellet. Check-in og fri.

Med rejsens ophold i Hoi An, er I kommet til en af Vietnams mest charmerende byer. I de snævre gader i det gamle kvarter finder man fortsat de klassiske 1 og 2 etagers købsmandsgårde, forsamlingshuse og templer. Disse blev bygget af lokale og udenlandske handelsfolk, der begyndte at bosætte sig og drive forretning her. Dengang mellem 1500 – 1800-tallet var Hoi An en livlig stad, hvor udenlandske skibe kom sejlende til, fra Kina, Japan, Frankrig og Portugal, og handlede alt fra krydderier, tekstiler, keramik og meget andet. Restauranter, cafeer, gallerier, håndværksbutikker og skræddere driver nu forretning i disse historiske rammer, og skaber en utrolig hyggelig og intim stemning. (Brunch)

Dag 8: Hoi An
I transporteres til et sted ikke langt fra hotellet til cykelturens startpunkt. Her skifter I til cykel og pedaltramper af sted i en mindre gruppe. Denne 6 timer / 9 kilometers udflugt foregår i et adstadigt tempo, og kommer gennem private boligkvarter og ud i de landlige åbne omgivelser på mindre veje og stier med udsigt til rismarker, fiskedamme og rejefarme. Megen motoriseret trafik er her ikke.

I får indblik i de lokales daglige gøren og laden, når der gøres holdt ved et lille bådbyggeri og ved private hjem, hvor et eller to familiemedlemmer er i gang med træskærerarbejder og røgelsespinde. Ligeledes gøres stop, når I i løbet af cykelturen passerer noget af lokalt kolorit, f.eks. folk i gang med at forberede produkter og specialiteter til salg på markedet, landarbejdere der graver jordnødder op eller høster grønsager, fiskere som reparerer deres net eller et familiemedlem som tørrer ris på terrassen.

Ved udflugtens sidste cykelstop kommer I til et traditionelt bygget hus, og oplever hvordan en privat familie bor. I bliver introduceret til nogen af de familiære gamle skikke, hvoraf nogle fortsat holdes i hævd. Bl.a. diskuteres

vigtige beslutninger fortsat ved bordet foran altertavlen med billeder af tidligere familiemedlemmer. Ad den vej informerer man de afdøde forfædre, hvis sjæl befinder sig omkring huset, og får deres accept omkring vigtige beslutninger i familien. I spiser en god frokost i disse private rammer, inden I sejler tilbage til cykelturens startpunkt, hvorfra I transporteres i bil tilbage til hotellet. (M,F)

Dag 9: Hoi An
I dag bestemmer I selv. Er man til en halv eller hel dag med en rejsekrimi i hånden ved stranden eller hotellets pool, eller er man til slentreture i den gamle bydel eller/og til en cykeltur ud i området? Vil man hellere shoppe og have syet lidt nyt til garderoben, så er byens mange små butikker og skræddere det rigtige sted at gå hen. I har de næste 2 dage i Hoi An, så der er tid til at kigge rundt, få inspiration og bestille tøj, som kan syes til næste dag, hvor man har god tid til at prøve og eventuelt rettet lidt, hvis tøjet ikke sidder helt perfekt. Mavefornemmelsen vil lede én i retning af hvad man vil foretage sig på fridagen – alle muligheder er åbne. (M)

Dag 10: Hoi An
Vietnam er kendt for et smagfuldt og varieret køkken, og i dag står den på madlavningskursus med kokkeinstruktør. I bringes til en restauration i byen, hvor I sammen med andre tilmeldte deltagere går på det lokale marked, og bliver præsenteret for nogle af de ingredienser som anvendes i vietnamesisk mad.

Mange vietnamesiske retter har et friskt smagsudtryk, hvilket bl.a. skyldes de friske grønsager og krydderurter som anvendes i madlavningen, og ikke mindst fiskesovsen Nuoc Mam som bruges i stort set al madlavning. Nogen siger ligefrem at der som minimum skal en sjat fiskesovs i maden, ellers mangler der noget. Efter markedsbesøget kommer I til kokkeskolen, hvor I med hver jeres køkkenelementer (koge- og stegeplader) selv tilbereder et par vietnamesiske retter under kyndig instruktion fra den engelsktalende kok. Ud over kokken vil der være et par assistenter til at give en hånd med.

Efter at have skåret, snittet, hakket, steget og kogt, så kan man velfortjent spise den gode mad i det tilstødende restaurantlokale med en god vietnamesisk øl til eller en frisklavet frugtjuice. I får kopier af opskrifterne, så at I kan gentage succesen derhjemme. (M,F)

Ønsker man ikke at lave mad på sin ferie, kan vi sørger for en anden udflugtsmulighed denne dag. Vi skal dog vide dette ved bestilling af rejsen.

Dag 11: Hoi An – Mekongdelta
Om morgenen transfer til lufthavnen for med fly at komme til Ho Chi Minh City, og herfra videre til Mekongdeltaet, som i folkemunde kaldes Vietnams riskammer. Baggrunden er at man kan så og høste ris 3 gange om året grundet de høje temperaturer og de mange nærende mineraler i Mekongfloden. Ris er den vigtigste ingrediens i vietnamesisk madlavning, og en stor del af den ris, befolkningen i hele landet spiser, kommer herfra.

Først med bil og så båd til Mekong Lodge. Lodgen er et 3 stjernet hotel, som har indrettet deres bungalows og have, så det passer til deltaets landlige stemning med 1-plans huse og grønne omgivelser. Bungalow-værelserne lever op til den komfort og standard som man kan forvente og kræve af et hotel mht. plads, renlighed, eget toilet/bad og aircondition på værelserne. Stedet har endda en fin swimmingpool.

Efter check-in tager I på en cykeltur (også mulighed for at gå) ud i Mekong-countryside, hilser på de lokale og besøger familieforetagender og små entreprenører, som med et enkelt arbejde formår at skabe sig en rimelig tilværelse. I går eller cykler i et meget adstadigt tempo og har tid til at stå af cyklen, når I støder på noget opsigtsvækkende eller særligt lokalt.

Der bliver også stop ved en frugthave, hvor de bl.a. dyrker forskellige frugter: durian, longan, grape og rosen-æbler, hvis smagskonsistens er meget kraftigere end den de danske supermarkeders frugtafdeling kan byde på. Tilbage på Mekonglodge er der tid til et bad inden aftensmaden, som nydes udendørs i den tropiske varme, og til lyden af cikaderne som en slags tropisk baggrundsmusik. (M,F,A)

Dag 12: Mekongdelta – Ho Chi Minh City
Mens morgenmaden kan indtages mageligt i den udendørs restaurant, så afbrydes stilheden en gang i mellem af tøffen fra bådene, der bringer afgrøder til markedet eller familien til nærmeste provinsby for at arbejde og gå i skole.

Efter noget godt i maven sejler I først i en mindre båd op ad floden til Cai Be by, hvor mindre både har kastet anker. Ad vandvejene transporteres mange frugter og grønsager fra landområderne til de lidt større byer som bl.a. Cai Be, hvorfra det enten transporteres med lastbil til Ho Chi Minh City eller bliver handlet og kommer med båd til en anden oplandsby.

Der bliver også et bådstop ved en landsby, hvor I bliver introduceret til, hvordan de på simpel vis fremstiller nogle specialiteter og snack, som sælges til både turister og markeder i hele Sydvietnam. I sejler til havnekajen, siger farvel til bådmanden, og i land venter jeres chauffør, som vil bringe jer til Ho Chi Minh City med frokost undervejs.

Med ankomsten til landets største by Ho Chi Minh City (tidligere Saigon), får I hurtigt et synlig blik for Vietnams økonomiske fremdrift de senere år. Det er folk i storbyerne, særligt i Ho Chi Minh City, som har fået størst del i væksten. Og at indbyggerne har penge mellem hænderne bliver tydelig for jer med nye Mercedes’er, Lexus’er og BMW’er, som drøner forbi i gaderne, flag-store-butikker med Gucci, BVLGARI, Cartier og store LED-skærme, som reklamerer for smarte forbrugsvarer.

Mellem de nye høje bygninger fra den voksende servicesektor, finder man også mindre kvarterer med indtryk og stemning af de lokale saigone’seres liv. I bør på et tidspunkt slå sig ned på en lokal kaffebar og betragte gadelivet og mylderet af mennesker – vietnameserne synes altid at være “på vej”. Hotelcheck-in og fri. (M,F)

Dag 13: Ho Chi Minh City
Afsted i bil med chauffør og guide til Cu Chi tunnelerne. Tunnelsystemet er over 250 km langt og nogle steder i 3 etager. Her skjulte Viet Cong’ene (den vietnamesiske modstandsgruppe mod styret i Sydvietnam) sig, og planlagde overraskelsesangreb på den sydvietnamesiske hær og amerikanerne i Saigon.

Det rummede operationsstue, køkkener, mødelokale og våbenlagre. Udgravet i stenhårdt lerjord, klaustrofobisk, mørkt og primitivt er tunnelerne en bygningsmæssig manifestation på vietnamesernes ukuelige vilje og kamp for national selvstændighed mod en militær veludrustet amerikansk Goliat.

Amerikanerne forsøgte at finde tunnel-indgangene på såkaldte “search & destroy” operationer, men disse operationer endte oftest med væsentlige mandskabstab som resultat. De forsøgte også at brænde skoven ned med napalm, men ilden gik hurtigt ud i den fugtige tropiske skov. Så til sidst trak man sine soldater ud og erklærede området free fire zone, hvor amerikanske bombefly frit kunne nedkaste overskudsbomber på vej hjem fra andre bombetogter.

Det satte en vis stopper for den strategiske betydning for Cu Chi området, men på det tidspunkt var den amerikanske krigslykke vendt. Der bliver mulighed for at kravle rundt i tunnelerne, men det er ikke nødvendigt for at få et godt indtryk af Cu Chi tunnelerne.

Tilbage i Ho Chi Minh City indtages frokosten på en restaurant med et stilligt interiør. Stedet er placeret i en del af den familieejede restaurants 3 etagers boligkompleks, og alt fra menuen, bestik, service og dekorationen på væggene har reference til familiens og Vietnams parallelle historie igennem det seneste århundrede.

Efter noget godt i maven skal I se fotoudstillingen om Vietnam-krigen på det berømte Krigsmuseum, hvor billederne – primært taget af udenlandske fotografer – viser og dokumenterer krigens barske virkelighed. At se udstillingen efterlader én med en klump i maven og en fortvivlelse over menneskehedens mest negative side. Når man træder ud af museets port slår man en lille mental kolbøtte. Herude kører verdenen upåagtet videre – og vietnameserne drøner af sted på motorcykel for at sikre sig sin del af velstandsfremgangen landet oplever i disse år. En symbolsk afspejling på at langt hovedparten af folket kigger fremad og ikke dvæler ved fortiden.

Den guidede bytur fortsætter ved Genforeningspaladset, der før landets genforening i 1975 hed Uafhængighedspaladset. Dette paladsnavn symboliserede netop de sydvietnamesiske præsidenters uvilje mod at overholde Geneve-aftalen fra 1954, om at det adskilte Nordvietnam og Sydvietnam skulle genforenes i forlængelse af et planlagt præsidentvalg i 1956.

Sydvietnams første præsident Diem postulerede med amerikanernes opbakning at kommunisterne i Nordvietnam ikke overholdt de demokratiske spilleregler for et valg, og nægtede at gennemføre valget. Afvisningen af Geneve-aftalens gyldighed samt Diems egenrådig ledelsesstil, var en af hovedårsagerne til Vietnam-krigen og et uroplaget Sydvietnam. Præsident Diems dage endte, da han i 1963 blev myrdet af hans egne militærfolk. Og flere af hans inkompetente efterfølgere blev kuppet af højtstående militærgeneraler med politiske ambitioner.

Afvisningen af Geneve-aftalens gyldighed samt Diems egenrådig ledelsesstil, var en af hovedårsagerne til Vietnam-krigen og et uroplaget Sydvietnam. Præsident Diems dage endte, da han i 1963 blev myrdet af hans egne militærfolk. Og flere af hans inkompetente efterfølgere blev kuppet af højtstående militærgeneraler med politiske ambitioner.

Paladset var oprindeligt bygget i fransk kolonistil, da det havde huset den tidligere franske guvernør. Men det blev så slemt beskadiget i 1962 fra bombningen af en nordvietnamesisk infiltreret agent i det sydvietnamesiske luftvåben, at et nyt palads måtte bygges.

Den nye bygning blev bl.a. konstrueret med hemmelige gange og en bombesikret kælder, hvor præsidenten og hans nærmeste folk kunne styre landet, når der var frygt for flyangreb på paladset. Kort før Vietnam-krigens afslutning blev stedet igen bombet, dog kun med begrænset skade til følge, og paladset står som dengang det blev færdiggjort i 1966.

Tilbage på hotellet er resten af eftermiddagen og aftenen til egen disposition. Men har I lyst, kan I følge med guiden til en af byens sky-bars. Fra øverste etage på en af midtbyens højhuse har man et spektakulært view ud over city og dens skyline. Man fascineres af det lyshav som bygninger og trafikken skaber i denne 10-milionerby efter mørkets frembrud mellem 18.30 – 19.00.

Siddende under åben himmel og med en eksotisk 25-30 grader let brise blæsende i håret og udsigt ud over Ho Chi Minh City, får man en nærmest fysisk fornemmelse af byens størrelse. Man bliver nemt betaget af de lysslanger som tændte lygter fra biler og motorcykler skaber på de brede gader, og det storbyagtige liv der udspiller sig knap 100 meter under én. Drink(s) er for egen regning og det er velkomment at byde guiden på en drikkevare. (M,F)

Dag 14: Ho Chi Minh City – Afrejse
Tid til at opleve Vietnams største by på egen hånd, da de fleste flyafgange er om aftenen. Gå stemningstur i bycentrum f.eks. forbi den amerikanske ambassade, det gamle franske posthus, Notre Dame katedralen og den centrale Ben Thanh Marked, som alle ligger i en radius på 1½km. Fald ind på en juice- eller kaffebar og nyd en drik med udsigt til det hektiske gadeliv. Transfer fra hotellet til lufthavnen og flyafgang.

Dag 15: Ankomst Danmark
Flyankomst til København eller provinsen.

Vi rejser drømmene

Scroll to Top

Vietnam &
Cambodja

18 dages rundrejse

  • Erfaren dansk rejseleder som boet i Vietnam.
  • De bedste attraktioner i største byer.
  • Lokale kulturrige aktiviteter.
  • Centrale 3+ og 4 stjernet hoteller med by-livet lige ved døren.

Spørgsmål til en rejse ?

KONTAKT os på telefon eller mail

Vi rejser drØmmene

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.