Topmenu

Dagsprogram

HO CHI MINH CITY - MEKONGDELTA - PHU QUOC Ø ELLER PHAN THIET

14 dage Beach & Sightseeing i Sydvietnam

Vietnam beach & Sightseeing

Dag 1: Afrejse Danmark
Flyafgang fra København eller provinsen.

Dag 2: Ankomst Ho Chi Minh City
I ankomsthallen i Ho Chi Minh City lufthavn står chaufføren med jeres navn på et skilt, hjælper jer ud til bilen og kører jer til hotellet i bycentrum. Fri efter check-in.

Ho Chi Minh City hed Saigon frem til Vietnam krigens afslutning i 1975. Det navn klingede for meget af tiden med amerikanerne, syntes de sejrende kommunister fra Nordvietnam og ændrede bynavnet til ære for den tidligere præsident. Men ændringen kom også til at varsle, at de glade dage i syd – med de mange US-dollars den amerikanske regering og deres soldater havde brugt og holdt den sydvietnamesiske økonomi oppe med – var slut.

Ho Chi Minh City er dog igen blevet et økonomisk vækstcenter og i dag landets mest moderne by. Med den megen aktivitet i gaderne, gammelt der bliver revet ned og erstattet af noget nyt, større og højere, samt butikker der glimter med deres fristelser af tøj, elektronik og andre materielle goder, så bliver det klart for én, at byens indbyggere er i gang med at starte op for forbrugstoget.

Dag 3: Ho Chi Minh City
Bysightseeing med guide med besøg af Genforeningspaladset, det tidligere palads for de sydvietnamesiske præsidenter i perioden 1954 – 1975, hvor landet var delt i et kommunistisk Nordvietnam og et kapitalistisk Sydvietnam.

Da amerikanerne militært trak sig ud og neddroslede den økonomiske støtte i 1973 var skriften for Sydvietnams fremtidige skæbne skrevet. Saigon – den sidste bastion – faldt den 30. april 1975 og i paladset måtte general Minh efter blot 43 timer i præsidentembedet afgive magten til nordvietnameserne.

I Genforeningspaladset er der adgang til både officielle rum, hvor indflydelsesrige personer blev modtaget og til de private gemakker og til den bombesikrede kælder, hvorfra præsidenten også kunne styre landet, hvis der var frygt for at paladset skulle blive bombet.

Turen går forbi det gamle Posthus, som er et smukt arkitektonisk levn fra den franske kolonitid (ligesom Notre Dame katedralen beliggende lige på den anden side af gaden). Posthuset var tidligere det eneste sted, hvorfra folk i byen kunne ringe til familie i udlandet.

Og i årene efter Nord- og Sydvietnams genforening har efterretningstjenesten med en vis sandsynligvis lyttet med på den anden side af væggen, for at kunne opsnappe eventuelle planer om en kontrarevolution støttet af eksilvietnamesere.

Bagefter skal I se fotoudstillingen om Vietnam-krigen på det berømte Krigsmuseum, hvor billederne – primært taget af udenlandske fotografer – viser og dokumenterer krigens barske virkelighed. At se udstillingen efterlader én med en klump i maven og en fortvivlelse over menneskehedens mest negative side.

Når man træder ud af museets port slår man en lille mental kolbøtte. Herude kører verdenen upåagtet videre – og vietnameserne drøner af sted på motorcykel for at sikre sig sin del af velstandsfremgangen landet oplever i disse år. En symbolsk afspejling på at langt hovedparten af folket kigger fremad og ikke dvæler ved fortiden.

Efter frokost tager I en afstikker til Chinatown. Denne bydel beboes primært af kinesere, og deraf navnet – men det kan være svært at se forskel på hvem er kineser og hvem er vietnameser.

I kører til dette rustikke museum FITO, som fremviser traditionel medicin. En hel del vietnamesere og de etniske kinesere bosiddende i Vietnam har en stærk tro på gamle behandlingsmetoder såsom akupunktur og ekstrakter fra naturens flora, som man har en lang erfaring at kunne kurere sygdomme med.

Disse ekstrakter fra planter og urter ville måske ikke blive godkendt af lægefaglige myndigheder i henhold til manglende dokumenterede laboratorieforsøg. Men ikke desto mindre er nogle af de gamle recepter afprøvet på millioner af mennesker gennem flere hundrede år i Vietnam og i Kina, hvor opskrifterne er gået i arv.

Skulle man have fidus til – men dog en smule skepsis over for – traditionel medicin, så slipper man billigt ved at købe og afprøve et par flasker af den røde “Dau Gio Do”, som skulle være godt mod forskellige typer ømhed i leddene og musklerne, men også kunne klare en let snottet næse.

FITO er relevant nok placeret i Chinatown, hvor kundegrundlaget er størst for sygdomsbehandling med traditionel medicin. Efter museumsbesøget besøges Thien Hau Templet og I går en stemningstur i kvarteret, og kommer forbi Cho Lon, som oversat betyder til det store marked.

Den moderne livsstil og traditionelle livsfilosofi synes kontrastfuld, men tit også i underfundig sammenblanding.

Butiksejere kan styre deres forretning via mobil og ipads, men samtidig tilbedes gamle handelsguder med et lille frugtfad og tændte røgelsespinde i henhold til dagens business skal gå godt. I er tilbage på hotellet ud på eftermiddagen. (M,F)

Dag 4: Ho Chi Minh City
Udflugt til Cu Chi tunnelerne med guide. Tunnelsystemet er over 250 km langt og nogle steder i 3 etager. Her skjulte Viet Cong’ene (den vietnamesiske modstandsgruppe mod styret i Sydvietnam) sig, og planlagde overraskelsesangreb på den sydvietnamesiske hær og amerikanerne i Saigon.

Det rummede operationsstue, køkkener, mødelokale og våbenlagre. Udgravet i stenhårdt lerjord, klaustrofobisk, mørk og primitiv er tunnelerne en bygningsmæssig manifestation på vietnamesernes ukuelige vilje og kamp for national selvstændighed mod en militær veludrustet amerikansk Goliat.

Amerikanerne forsøgte at finde tunnel-indgangene på såkaldte search & destroy operationer, men endte oftest med væsentlige mandskabstab som resultat. De forsøgte også at brænde skoven ned med napalm, men ilden gik hurtigt ud i den fugtige tropiske skov.

Så til sidst trak man sine soldater ud og erklærede området free fire zone, hvor amerikanske bombefly frit kunne nedkaste overskudsbomber på vej hjem fra andre bombetogter.

Det satte en vis stopper for den strategiske betydning for Cu Chi området, men på det tidspunkt var den amerikanske krigslykke vendt. Der bliver mulighed for at kravle rundt i tunnelerne, men det er ikke nødvendigt for at få et godt indtryk af Cu Chi tunnelerne.

Tilbage i Ho Chi Minh City indtages frokosten på en restaurant med et stilligt interiør. Stedet er placeret i en del af den familieejede restaurants 3 etagers boligkompleks, og alt fra menuen, bestik, service og dekorationen på væggene har reference til familiens og Vietnams parallelle historie igennem det seneste århundrede. (M,F)

Dag 5: Ho Chi Minh City
Fridag.
Ho Chi Minh City byder på mange muligheder. Alt lige fra en tur i kunst-, by- og historiske museer, en gåtur til farverige templer eller souvenirkøb på markeder eller shoppingmalls.

Man bør dog på et tidspunkt slå sig ned på en kaffe- eller juicebar og betragte gadelivet og mylderet af mennesker – vietnameserne synes altid at være “på vej”.

Man kan også gå op på tagcafeen på Rex hotel eller restaurationen ved Continental hotel og se om man kan fornemme historiens vingesus fra Graham Greens skriverier på artikler om Vietnam Krigen og bogen “The Silent American” – som man mener, blev forfattet her.

Fra den historiske tagcafe på Rex Hotel og ligeledes fra flere af byens åbne pladser kan I se det ikoniske Bitexco Financial Tower med helikopterlandingsplads på siden af højhuset. Bygningen står et symbol på skabelsen af de mange arbejdspladser i den voksende servicesektor.

Dag 6: Ho Chi Minh City – Mekongdelta
Udflugt og ophold i Mekongdeltaet, som i folkemunde kaldes Vietnams riskammer. Baggrunden er at man kan så og høste ris 3 gange om året grundet de høje temperaturer og de mange nærende mineraler i Mekongfloden.

Ris er den vigtigste ingrediens i vietnamesisk madlavning, og en stor del af den ris, befolkningen i hele landet spiser, kommer herfra. Først med bil og så båd til en skøn lodge.

Lodgen er et 3 stjernet hotel, som har indrettet deres bungalows og have, så det passer til deltaets landlige stemning med 1-plans huse og grønne omgivelser.

Bungalow-værelserne lever op til den komfort og standard som man kan forvente og kræve af et hotel mht. plads, renlighed, eget toilet/bad og aircondition på værelserne. Stedet har endda en fin swimmingpool.

Efter check-in tager I på en cykeltur (også mulighed for at gå) ud i Mekong-countryside, hilser på de lokale og besøger familieforetagender og små entreprenører, som med et enkelt arbejde formår at skabe sig en rimelig tilværelse.

I går eller cykler i et meget adstadigt tempo og har tid til at stå af cyklen, når I støder på noget opsigtsvækkende eller særligt lokalt.

Der bliver også stop ved en frugthave, hvor de bl.a. dyrker forskellige frugter: durian, longan, grape og rosen-æbler, hvis smagskonsistens er meget kraftigere end den de danske supermarkeders frugtafdeling kan byde på.

Tilbage på lodgen er der tid til et bad inden aftensmaden, som nydes udendørs i den tropiske varme, og til lyden af cikaderne som en slags tropisk baggrundsmusik. (M,F,A)

2 MULIGE STEDER TIL BADEAFSLUTNING: PHU QUOC Ø ELLER KYSTBYEN PHAN THIET

OPTION 1: PHU QUOC Ø

Dag 7: Mekongdelta – Phu Quoc ø
Mens morgenmaden kan indtages mageligt i den udendørs restaurant, så afbrydes stilheden en gang i mellem af tøffen fra bådene, der bringer afgrøder til markedet eller familien til nærmeste provinsby for at arbejde og gå i skole.

Efter noget godt i maven sejler I først i en mindre båd op ad floden til Cai Be by, hvor mindre både har kastet anker. Ad vandvejene transporteres mange frugter og grønsager fra landområderne til de lidt større byer som bl.a. Cai Be, hvorfra det enten transporteres med lastbil til Ho Chi Minh City eller bliver handlet og kommer med båd til en anden oplandsby.

Der bliver også et bådstop ved en landsby, hvor I bliver introduceret til hvordan de på simpel vis laver specialiteter og snack, som primært er fremstillet af deltaets tropiske afgrøder. Disse sælges til både turister, men pakkes også og sendes til markeder i hele Sydvietnam.
I sejler til havnekajen, siger farvel til bådmanden, og i land venter jeres chauffør, som vil bringe jer til lufthavnen. I flyver til Phu Quoc, som er Vietnams største ø – placeret i den Thailandske bugt.

Øen er rig på smukke landskaber, lige fra kasuarina og palmetræer, der står i geled langs de hvide sandstrande og op til de skovklædte bjergtinder, der ligger midt på øen. De fleste baderesorts finder man på den vestlige side af øen, hvor vandet er roligst fra slut november til april. I perioden maj – start november kan havet kategoriseres fra roligt til større bølger afhængigt af strømmen i den Thailandske Bugt.

Øen er rig på smukke landskaber, lige fra kasuarina og palmetræer, der står i geled langs de hvide sandstrande og op til de skovklædte bjergtinder, der ligger midt på øen. De fleste baderesorts finder man på den vestlige side af øen, hvor vandet er roligst fra slut november til april. I perioden maj – start november kan havet kategoriseres fra roligt til større bølger afhængigt af strømmen i den Thailandske Bugt.

Temperaturerne ligger mellem 25 – 35 grader hele året med tørt vejr fra slut november – april. Fra maj – oktober er den tropiske regntidsperiode i Sydvietnam og en ustadig periode mht. nedbør på Phu Quoc. Her kan være dage med heldagsregn, dage med 1-2 timers styrtregn og fine dage med opholdsvejr.

I afhentes i lufthavnen og køres til resorttet. De næste mange dage gælder det om at få strandsand mellem tæerne, slappe af, bade og være sammen uden nødvendigvis at skulle noget. (M,F)

Dag 8: Phu Quoc ø
Fridag.

Med en mindre fastboende befolkning, kun lidt trafik og med vand hele vejen rundt, byder Phu Quoc på Ø-stemning og rigtig feriefornemmelse. Der er fine strande ved resortene, som for de fleste vedkommende ligger tæt på hovedbyen Duong Dong – enten i gåafstand, cykelafstand eller en kort tur i taxa.

Hovedbyen har en afslappet atmosfære og er et besøg værd omkring centrum, havnen og markedet. Der findes også restauranter med tilbud om frokoster og aftensmad. Om aftenen er der desuden et hyggeligt night-market, hvor man kan spise sig mæt i friskfanget seafood eller andre lokale retter.

Udflugtsmulighederne går lige fra besøg i en større underholdningspark med forlystelser og et vandland, eller udflugt til den kendte Sao Beach eller til strande, hvor I er de eneste badende.

Der er også mulighed for cykelture rundt på øen eller en fisketur. “Verdens bedste fiskesovs” som der enten bruges meget eller lidt af i vietnamesiske retter, laves på Phu Quoc og nogle af produktionsvirksomhederne er åbne for besøg. Af andre kendte produkter på Phu Quoc er peber, østersperler og Sim-brændevin.

Phu Quoc er i top 3 mht. til dykkerspots i Vietnam. Disse øer med koralrev ligger relativt tæt på Phu Quoc ø og kan nås på 30 – 45 minutters bådtur. Dykkerturene arrangeres med PADI-certificerede dykkerinstruktører, og alt nødvendigt udstyr til dykningen tilbydes ombord, men man kan med fordel medbringe sin egen maske og mundstykke. Den bedste dykkertid er tørtidsperioden november-april. Den tropiske regntidsperiode maj-oktober mindsker vandets gennemsigtighed og ligeledes resulterer kraftig havstrøm i dage, hvor dykning ikke er muligt. (M)

Dag 9: Phu Quoc ø
Fridag. (M)

Dag 10: Phu Quoc ø
Fridag. (M)

Dag 11: Phu Quoc ø
Fridag. (M)

Dag 12: Phu Quoc ø
Fridag. (M)

Dag 13: Phu Quoc ø – Ho Chi Minh City – Afrejse
Fri indtil transfer til lufthavnen og flyafgang fra Phu Quoc ø til Ho Chi Minh City. Herfra flyver I hjem til Danmark. (M)

Dag 14: Ankomst til Danmark
Flyankomst til København eller provinsen.

OPTION 2: KYSTBYEN PHAN THIET

Dag 7: Mekongdelta – Phan Thiet

Efter morgenmaden tager i båden til havnekajen, hvor jeres chauffør venter og kører jer til Phan Thiet med frokoststop undervejs. Her godt 3 kilometer uden for kystbyen Phan Thiet ligger Mui Ne-området med en stor strandbugt som strækker sig på godt 10km nordpå.

Her ligger en række resorts, hvor lang hovedparten af resortene er bygget i 1 og 2 etager og derfor rager ikke op over palmehøjde. Man har således ikke fornemmelse af at man befinder sig i en bugt med mange hoteller.
Resortene ligger alle sammen lige ned til vandet, således at man kan gå fra resortets have og over resortets private strandområde (med resortets liggestole) og ud i det Sydkinesiske Hav, som bedst beskrives som Vesterhavsagtigt. Det er rigtig fint sand (og næsten ingen sten) på en bred strand.

Der findes naturligvis restauranter på alle resorts og endvidere en række restaurationer lige på den anden side af strandvejen / tæt på resorttet. (M,F)

Dag 8: Phan Thiet
Fridag ved baderesort ved stranden i Phan Thiet.

Phan Thiet er et oplagt sted til turafslutning med afslapning – nyde solen, stranden, vandet og fordøje turens mange indtryk. Her ligger gennemsnitstemperaturen omkring 30 grader og der er forholdsvis lav luftfugtighed pga. kystbeliggenheden. Vejret er varmt hele året (sjældent under 25 grader, aldrig under 20 grader).

Der falder stort set ikke regn fra midt december til april måned, mens området i perioden maj-november er ramt af den tropiske regntidsperiode med 1-1½ times styrtregn cirka hver anden dag.

Man kan ikke dykke i Phan Thiet, da der ikke findes koralrev i nærheden, men derimod er vindsurfing og kitesurfing en populær vandsport på disse kanter.

Fra badeområdet Mui Ne kan man nemt komme ind til selve Phan Thiet by, som er en provinsby på knap 200.000 mennesker og livet her går sin rolige gang. Man kan køre taxa for få penge til Phan Thiet eller cykle fra resortet ad strandvejen og lige ind i byen.

I den anden ende af strandbugten ligger en lille fiskerlandsby, hvor man om morgenen kan se hvilke fisk kutterne har med ind. Fiskerne og fiskekoner står på stranden og sortere dagens fangst.

Eller man kan trampe i cykelpedalerne ud til de 2 store områder med henholdsvis hvide sandklitter og røde sandklitter – Phan Thiets svar på Råbjerg Mile eller besøge Cham-templet Poshanu.

Dette særprægede tempel er bygget i det 13. århundrede af Cham folket, som havde sit eget kulturelle islæt og religiøst var hinduistisk inspireret.

En anden udflugtsmulighed er til Fairy Stream (ligger lidt ude af strandvejen), som er et skønt åløb som man kan gå langs, og hvor man bl.a. passerer de flotteste sandbjerge og aflejringer i både rødt og hvidt sand.

En god gåtur langs stranden og en frokost på et af de andre resorts eller en af de lokale restauranter er bestemt en anden option – både for aktive og for de mindre aktive. (M)

Dag 9: Phan Thiet
Fridag ved baderesort ved stranden i Phan Thiet. (M)

Dag 10: Phan Thiet
Fridag ved baderesort ved stranden i Phan Thiet. (M)

Dag 11: Phan Thiet
Fridag ved baderesort ved stranden i Phan Thiet. (M)

Dag 12: Phan Thiet
Fridag ved baderesort ved stranden i Phan Thiet. (M)

Dag 13: Phan Thiet – Ho Chi Minh City lufthavn (bil) – Afrejse
Fri indtil transfer til Ho Chi Minh City lufthavn. Flyafgang mod Danmark. (M)

Dag 14: Ankomst til Danmark.
Flyankomst til København eller provinsen.

Vi rejser drømmene

Scroll to Top

Vietnam &
Cambodja

18 dages rundrejse

  • Erfaren dansk rejseleder som boet i Vietnam.
  • De bedste attraktioner i største byer.
  • Lokale kulturrige aktiviteter.
  • Centrale 3+ og 4 stjernet hoteller med by-livet lige ved døren.

Spørgsmål til en rejse ?

KONTAKT os på telefon eller mail

Vi rejser drØmmene

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.