Nyhedsbrev
Indtast dit navn og din e-mail nedenfor, hvis du ønsker at modtage vores nyhedsbrev.

Overblik over turen, Vietnam med børn


M = Morgenmad / F = Frokost / A = Aftensmad, inkluderet i programmet, hvor angivet


Dag 1: Afrejse Danmark
Flyafgang fra København eller provinsen.

Dag 2: Ankomst Hanoi
Ankomst til Hanoi. I ankomsthallen står jeres chauffør med et skilt med jeres navn påført, hjælper jer ud til bilen og kører til det centralt beliggende hotel. Hotellet ligger byens gamle kvarter med de hyggelige snævre handelsgader og i gåafstand fra Hoan Kiem søen og Dong Xuan marked, som begge er nogle af Hanois pejlemærker.


Dag 3: Hanoi // M,A
Fri om formiddagen til lige at få forlænget en god nats søvn, så eventuelt manglende søvnbehov fra flyturen kan blive indhentet. Om eftermiddagen afhentes I af guiden og skal i cykelrickshaw rundt i den gamle bydel. I hopper af undervejs og går igennem de sidste gader forbi Sankt Joseph katedralen og ned til vanddukketeatret, hvor I skal se en forestilling. Senere spiser I aftensmad.


Dag 4: Hanoi // M,F
I bil med chauffør og med guide på rundtur til byens største seværdigheder: Ho Chi Minh Mausoleum. Præsidentpaladset. Præsident Ho Chi Minhs pælehus. Den ensøjlede pagode. Vietnams første universitet Van Mieu. I slutter af med frokost inden I bringes tilbage til hotellet.


Dag 5: Hanoi – Halong bugten (bil) // M,F,A
Afsted i bil til Halong. I en junke (båd) skal I rundt i Halong bugten med dens forunderlige kalkstenslandskab på et 2 dage 1 nats cruise. Undervejs besøges en drypstenshule, I kommer forbi en flydende fiskelandsby, og der bliver mulighed for at leje en kajak. Overnatning ombord i kahytter med eget toilet/bad.


Dag 6: Halong Bugten – Hanoi (bil) // Brunch
I står op til dette ejendommelige naturlandskab, og fortsætter sejlturen i Halong bugten til sidst på formiddagen. I land igen venter jeres chauffør og kører jer til hotellet i Hanoi.


Dag 7: Hanoi – Dalat (fly) // M
Transfer til lufthavnen. Fly til Dalat, som blev grundlagt af de franske kolonister i 1920'erne. Byen adskiller sig markant fra øvrige steder i Vietnam med sin særlige arkitektur, stemning og højlands-landskab. Jeres chauffør står i ankomsthallen og kører jer til hotellet. Fri efter check-in.


Dag 8: Dalat // M,F
Formiddagens sightseeing med guide starter ved Vietnams sidste kejsers sommerresidens. Byturen tager jer ligeledes med jeep til toppen af Lian Biang bjerget, hvor I har en storartet udsigt ud over byen og dalene, og bagefter besøges en nærliggende minoritetslandsby. I mærker stemningen på Dalats centrale marked og prøvesmager nogle af områdets tørfrugtsspecialiteter. Frokost i en restaureret togvogn fra den gamle veteran-jernbane. Tid på egen hånd om eftermiddagen.

Dag 9: Dalat – Whale Island (bil) // M,F,A

Fra byens udkant tager I en bjerglift til Tuyen Lam blomsterpark. I kommer omkring Datanla vandfaldet via en speciel rutsjebane. I besøger Hang Nga house, som nok er Vietnams mest odiøse bygningsværk og minder om et troldeslot. Frokost på restaurant i en tidligere bolig-enklave for de højtstående folk hos det tidligere franske kolonistyre. Om eftermiddagen kører I til kysten, hvor fra I sejler en kort tur til tropeøen Whale Island.


Dag 10: Whale Island Resort // M,F,A
3 hele fridage. Whale Island Resort er øens eneste beboelse. Her hersker en Robinson Crusoe-agtig stemning. Bungalowsene ligger dottet under kokospalmerne nær strandkanten, hvor det turkisblå vand svagt skvulper op på stranden. I får hurtig lav hvilepuls, en afslappet fornemmelse i kroppen og kommer til at nyde dagene, hvor forbindelsen til resten af verden synes frakoblet for en tid.


Dag 11: Whale Island Resort // M,F,A
Fridag.


Dag 12: Whale Island Resort // M,F,A
Fridag.


Dag 13: Whale Island – Ho Chi Minh City (fly) // M
Fri indtil transfer til lufthavnen. Fly til Ho Chi Minh City. Afhentning i lufthavn og transfer til hotel i centrum. Ho Chi Minh City, som tidligere hed Saigon, er landets største by med 10 millioner mennesker og en stemningsfuld by i høj fart, og står i den grad i kontrast til den rolighed I netop har forladt på Whale Island.


Dag 14: Ho Chi Minh City – Afrejse // M
Fri indtil lufthavnstransfer. Midtbyen byder på forskellige muligheder lige fra sightseeing af de historiske seværdigheder, museumsbesøg, billig shopping på markeder og i shoppingmalls. Prøv at slå jer ned på en kaffe- eller juicebar, og kik på mylderet. Det er en oplevelse i sig selv. Om eftermiddagen eller først på aftenen i bil til Ho Chi Minh City lufthavn. Afrejse.


Dag 15: Ankomst Danmark
Ankomst til København eller provinsen.