Kunst & håndværk


I Vietnam findes mange flotte og dekorative håndlavede produkter, nogle af dem bygger på over 2000 år gamle traditioner. Produkterne og håndværket giver basis for en kulturel stolthed, men er selvfølgelig også en indtægtskilde for folk.

I de store byer finder man private gallerier med malerier og skulpturere af både kendte og mindre kendte vietnamesiske kunstnere. De mest kendte malere i Vietnam er Bui Xuan Phai, Vu Cao Dam, Le Pho, Le Thi Luu og Mai Thu. På http://www.vietnamartist.com kan man få mere information og se eksempler på malerier fra nogle af kunstnerne.

At vietnameserne er dygtige håndværkere fremgår af de mange steder, der laver nøjagtige kopier af internationale kendte malerier (uden at dette i øvrigt kan sammenlignes med de dygtige originale kunstnere i Vietnam).

Keramik- og porcelænsvarer er blevet fremstillet i Vietnam i hundredvis af år og bliver nogle steder stadig produceret på den gammeldags facon – nærmest en kunstform i sig selv. Mest kendt er byen Bat Trang nær Hanoi, som bl.a. har leveret porcelæn til den tidligere kejserfamilie under Nguyen-dynastiet. Men også i Quang Ninh og Haiphong behersker de dette håndværk til fulde.

Silkeprodukter eller tøj med håndbroderede mønstre eller designs finder man særligt i Ha Dong, Nam Ha, Thai Binh and Hue, men de sælges også i de store byer.

Guldsmykker og smykker med juveler er både flotte og relativt billige, fordi arbejdskraften i Vietnam er billig. Oftest findes juveler- og guldsmedeforretningerne nær de store markeder i de største byer.

Billedskærerarbejde og lignende træhåndværk er specielt udpræget i Phu Xuyen (Ha Tay provinsen) og byerne Haiphong og Hue. Der findes næsten tusinde typer af træarbejder, men mest internationalt anerkendt og populært er Vietnam for sit lakarbejde – særligt det med indlagt perlemor. Her findes alt, fra kunstnere der laver unikke malerier og skulpturer, til mere systematiseret fremstilling af vaser, smykkebokse og andre dekorative ting. Endvidere findes en stor håndværksindustri af skulpturer og figurer i marmor, som ligger omkring det område, der kaldes marmorbjergene nær Danang.

De farverige gobeliner (vægtæpper), pengekatte og håndtasker er unikt udarbejdet af "faglærte" hænder, som sidder på kvinderne fra de forskellige etniske grupper i det nordlige Vietnam.