Hotellerne, Vietnam Sommer med dansk guide


Nedenstående hoteller anvendes for Vietnam Sommer med dansk rejseleder.

INFORMATION OM HOTELLERNE
MON REGENCY HOTEL (Hanoi)
3+ stjernet, Deluxe værelse
Mon Regency ligger i top 3 over de bedste 3 stjernede hoteller i Hanoi set i forhold til placering, værelsesstandard og faciliteter på stedet. Hotellet ligger i den gamle bydel med de kendte snævre handelsgader, hvor et folkerigt udendørsleben blander sig med restaurationer og hyggelige småbutikker. Fra hotellet er der hhv. 2 og 8 minutters spadseretur til Hanois centrale pejlemærker: Dong Xuan marked og Hoan Kiem søen. Mon Regency blev gennemrestaureret for godt 1 år siden, og fremstår nu som et flot og pænt hotel. En elegant og klassisk boutique indretningsstil skinner igennem, og hurtigt får vi gæster en dejlig – ja næsten hjemlig – fornemmelse af stedet. Mon Regency tilbyder 60 stilfuldt indrettede værelser og suiter - alle med moderne faciliteter. I hotelrestauranten finder man et velsmagende fusionskøkken, og her kan man ligeledes nyde en drink ovenpå en oplevelsesrig dag. Læs om hotellet: www.monregencyhotel.com

ORIENTAL SAILS JUNKE (Halong bugten)
Deluxe PLUS båd, 2 personers kahytter

På sejlturen i Halong bugten skal vi med "Oriental Sails" - en flot båd og en af Halong bugtens smukke junker. Vietnam Travels samarbejder med de bedste cruiseselskaber i Halong, og sikkerheden på båden er i top. Indkvartering i rummelige og fine 2-personers kahytter med store vinduer, og udsigt til de smukke naturscenarier vi hele tiden sejler forbi. Vores båd sejler en anden rute end flertallet af bådselskaberne, idet Oriental Sails kommer ud i et område af Halong bugten kaldet Bai Tu Long, hvor der er “færre både og mere uforstyrret natur”. Øverst forefindes et åbent dæk, hvorfra man kan nyde den fantastiske vue fra stole og liggestole, eller stå i stævnen og filme det hele ind på nethinden. På næstøverste afsnit er der et opholdsområde/restaurant, der serverer os dejlige retter med alt godt fra havet. Herfra kan man ligeledes betragte udsigten, mens vi spiser, og nyde en øl, et glas vin eller en kop kaffe udenfor spisetiderne. Båden gør stop ved en flydende landsby og hulen Thien Canh Son (bjerghimlens grotte) med stalaktitter og stalagmitter og flot lysopsætning. Der bliver også mulighed for at kajakke undervejs turen. Yderligere info: www.orientalsails.com/cruises/oriental-sails/


CENTURY HOTEL (Hue)

4 stjernet,
Deluxe Riverview værelse
Century er et godt 4-stjernet hotel beliggende lige ved Parfume floden. Placeret midt i byen i den franske kvarter med 5 minutters gang til det store Dong Ba Marked og 10 minutters gang til Kejserpaladset. Lige omkring hotellet ligger en del spisesteder, cafeer og småbutikker, og her bør man slentre en kortere eller længere indsnusning-af-atmosfæren-tur om aftenen. Værelserne er rummelige, nydeligt indrettet og alle med aircondition, tv, safebox og balkoner, som vender ud mod floden, som deler byen i to. Blandt hotellets faciliteter er swimmingpool, tennisbane og morgenmadsrestaurant, hvorfra vi har vue til floden. Læs mere på www.centuryriversidehue.com

TROPICAL BEACH HOI AN RESORT (Hoi An)
4 stjernet,
Deluxe Gardenview værelse
Fem km fra det gamle handelskvarter og Hoi Ans hyggelige bycentrum ligger Tropical Beach Resort ved Cua Dai stranden. Et perfekt udgangspunkt for vores 5 dage / 4 nætters ophold ved landets mest charmerende by, samtidigt med vejret i Midtvietnam byder på 30 grader og solrigt vejr (sjældent regn). Rejseprogrammet giver hele 3 hele fridage her (og 4 hele fridage såfremt man fravælger ophold og besøg i Hue), hvor vi kan slappe af på resorttets private strand, ved stedets  swimmingpool eller læse en bog på terrassen. Vil man ind til byen på fridagene kan man leje en cykel eller anvende resorttets shuttle-bus, der kører gratis til/fra byen med hotellets gæster. Vi tilbyder endvidere 3 udflugter under opholdet i Hoi An. Se resorttet på: http://tropicalbeachhoianresort.com.
 
PALM GARDEN RESORT (Hoi An)
5 stjernet, Deluxe Gardenview værelse
Som en ekstra valgmulighed tilbydes på badedagene i Hoi An det 5 stjernede Palm Garden som alternativ til turens 4 stjernet Tropical Beach Resort. De to resorts ligger lige ved siden af hinanden. Fra værelserne er der et stenkast til resorttets private strandområde ved det Sydkinesiske hav. Stedet byder sine gæster på dejlige, strandlige omgivelser og fine faciliteter med en flot have og en stor swimmingpool, massage og andre services. Alt i alt et perfekt sted til at bade, slappe af og fordøje hidtidige turens mange indtryk i en behagelig atmosfære og i gode temperaturer. Der er fem kilometrer til de snævre og charmerende gader i byens gamle centrum, som kan nås med cykel eller Palm Gardens gratis shuttlebus-service. Merprisen er 1.280 ved 4 nætter (Gruppe 1). Og 1.600 ved 5 nætter (Gruppe 2 som fravælger ophold i Hue). Merpriser per person i dobbeltværelse. Læs mere på http://palmgardenresort.com.vn

HUONG SEN HOTEL (Ho Chi Minh City)
3+ stjernet, Deluxe værelse

Hotellet ligger på Dong Khoi street, som er lige "midt i midtbyen". Med Notre Dame Katedralen i den ene ende af gaden og Saigon River i den anden af gaden. Dong Khoi street er kendt for sine gode restauranter, cafeer, mondæne butikker, men også små shops med et stort udvalg af silkestoffer og andre artifacts. En parallel gade fra Dong Khoi ligger hovedstrøget med rådhuset. Værelserne har alle de faciliteter man har brug for og der er en fin swimmingpool på toppen af hotellet. Morgenmaden kan indtages både indendørs og ude på en stor tagterrasse på 7. etage med vue til det økonomiske tigerspring Vietnam, og især Ho Chi Minh City oplever for øjeblikket, og som udmønter sig i flere og flere højhuse og skyskrabere. Huong Sen er det perfekte udgangspunkt for både sightseeing og aftenbylivet, som er lige på den anden side af hotellets udgangsdør. Læs mere på www.huongsenhotel.com.vn

 
MEKONGLODGE (Mekongdelta)
3+ stjernet, Bungalow værelse
Det er den umiddelbare skønhed ved stedet som tiltaler én, lige fra man ankommer til Mekonglodge. Fra lodgens måde at forene bungalowenes udformning og udendørs farver med den grønne bevoksning der omkranser lodgen. Og så placeringen lige ved Mekongfloden. Netop udsigten til store og mindre bådes forbifart ude på vandet bringer synlig aktivitet til stedet. Men ellers afspejler lodgen netop den ro, som findes i den stedsegrønne have og i det landlige Mekongdelta. Man bliver så at sige nemt ramt af den afslappethed som synes at præge både stedet, personalet og det frodige landskab lige omkring Mekonglodge. Bungalow'ene har alt nødvendigt udstyr inklusiv airkondition, eget bad og toilet. Dertil kommer en stor swimmingpool, hvor man kan svømme og flyde rundt i vandoverfladen, hvilket er en skøn fornemmelse sidst på eftermiddagen efter dagens udflugter. Mere info på: www.mekonglodge.com