Nyhedsbrev
Indtast dit navn og din e-mail nedenfor, hvis du ønsker at modtage vores nyhedsbrev.

Hotellerne, Vietnam Sommerfryd


Nedenstående hoteller anvendes som udgangspunkt for Vietnam Sommerfryd. Der kan dog forekomme ændringer til andre hoteller med tilsvarende standard.
SKYLARK HOTEL (Hanoi)
3 stjernet - De Lux værelse
Skylark Hotel er et nyt hotel, og kan kategoriseres til at ligge i top 5 over de bedste 3-stjernede hoteller i Hanoi set i forhold til nyt hotel, placering, værelsesstandard og faciliteter på stedet. Hotellet ligger i den gamle bydel med de snævre handelsgader, med hhv. 3 og 10 minutters spadseretur til Hanois centrale pejlemærker: Dong Xuan marked og Hoan Kiem søen. Skylark tilbyder 50 stilfuldt indrettede værelser og suiter – alle med moderne faciliteter. Her findes også en lille bar hvor man kan sidde om aftenen og få en drink, men vil man hellere ud og have en øl eller kaffe med Hanoi by-night-stemning, så ligger der et par hyggelige cafeer lige overfor hotellet. 
Læs om hotellet: http://skylarkhotel.com.vn


LA VELA JUNKE (Halong bugten)

Deluxe båd - 2 personers kahytter

På sejlturen i Halong bugten skal vi med "La Vela Classical Junke"- en virkelig flot båd og en af Halong bugtens smukke junker. La Vela tager os med fra byen Halong og rundt i bugten mellem de 3000 grønbeklædte kalkstensformationer. På båden indkvarteres vi i fine 2-personers kahytter med eget toilet og bad. Øverst forefindes et åbent dæk, hvorfra man kan nyde den fantastiske vue til de mange forskelligt formede kalkstensbjerge. På næstøverste afsnit er der et opholdsområde/restaurant, der serverer os dejlige retter med alt godt fra havet. Herfra kan man betragte udsigten, mens vi spiser, og nyde en øl, et glas vin eller en kop kaffe udenfor spisetiderne. Båden gør flere stop undervejs ved Sung Sot, oversættes til "Overraskelseshulen" med 3 kamre med stalaktitter og stalagmitter og flot lysopsætning. Der ligges også til land ved en kalkstensbjerg med et udsigtspavillion på toppen. Undervejs på bådturen kan man leje en kajak og padle rundt i bugten. Yderligere info: www.lavelacruisehalong.com/halong-cruises/our-cruises/lavela-classic.html


CHAY LAP FARMSTAY (Phong Nha Nationalpark)

3 stjernet – Deluxe værelse
Mere naturskønt kan det næsten ikke blive. Chay Lap Farmstay ligger med Phong Nha Nationalpark som sit dørtrin. Og fra jeres værelser og når I bevæger jer rundt på lodgen/farmstay’et har I udsyn til et smukt kuperet terræn med grønbevoksede kalkstensbjerge i landskabet. En sand fryd for øjet. Lodgen er vores udgangspunkt for besøg i Phong Nha Ke Bang Nationalpark med hulebesøg og udflugter og aktiviteter på land og vand. Lodgens samlede 1,8 hektar store grundstykke skaber luft mellem husene og giver plads til haver og hotellets selvdyrkede grønsager og krydderurter. De fleste af måltiderne under opholdet, spises på Chai Lap Farmstay, som ligeledes har en pæn stor swimmingpool. Gæster kan snuppe stedets cykler, og nemt bevæge sig rundt i omkringliggende naturlandskab. Se mere her: https://chaylapfarmstay.com


CENTURY HOTEL (Hue)

4 stjernet
- De Lux Riverview værelse
Century er et godt 4-stjernet hotel beliggende lige ved Parfume floden. Placeret midt i byen i den franske kvarter med 5 minutters gang til det store Dong Ba Marked og 10 minutters gang til Kejserpaladset. Lige omkring hotellet ligger en del spisesteder, cafeer og småbutikker, og her bør man slentre en kortere eller længere indsnusning-af-atmosfæren-tur om aftenen. Værelserne er rummelige, nydeligt indrettet og alle med aircondition, tv, safebox og balkoner, som vender ud mod floden, som deler byen i to. Blandt hotellets faciliteter er swimmingpool, tennisbane og morgenmadsrestaurant, hvorfra vi har vue til floden. Læs mere på www.centuryriversidehue.com

THANH BINH 3 (Hoi An)

3 stjernet
- Superior værelse
Et perfekt udgangspunkt i Hoi An. Hotellet ligger to stenkast fra den gamle bydel, der er erklæret særlig bevaringsværdig af UNESCO. Fra hotellet er der således 5-6 minutters gang til den Japanske bro, som er et af det historiske bykvarters pejlemærker, og ligeledes midtbyens nemmeste mødepunkt. Værelserne er fine og rummelige. Hotellet byder på en dejlig swimmingpool, et serviceminded personale, og roomservice 24/7. I restauranten finder man i morgenmadsbuffetten et godt udvalg af både kontinentale og asiatiske retter. Se hotellet på: http://thanhbinhhoian.com/room/thanh-binh-hotel-3
Mulighed for hotelopgradering i Hoi An. Fra Thanh Binh 3 Hotel i byen til resort ved vandet:


LE BELHAMY BEACH RESORT (Hoi An)

4 stjernet - Hoi An Gardenview værelse 
5 km fra det gamle handelskvarter og Hoi Ans hyggelige bycentrum ligger Le Belhamy Beach Resort lige ved Cua Dai stranden. Et charmerende baderesort og perfekt udgangspunkt for det 5 dage og 4 nætters badeophold. Her er værelser, som er udstyret med alt man kan tænke sig og hotellets arkitektur integrerer på en elegant måde stedets 1 og 2-etagers palævillaer med de naturmæssige omgivelser. På rejseprogrammets fire hele fridage kan man slappe af i det 4-stjernede resortets liggestole på stranden, ved stedets swimmingpool eller læse en bog på terrassen. Vil man ind til byen på fridagene kan man leje en cykel eller anvende shuttle-bus, der gratis kører til/fra byen med hotellets gæster. Merprisen ved hotelopgradering til Le Belhamy Resort er 775/person i dobbeltværelse. Læs mere på http://belhamy.com


BOUTIQUE HOI AN RESORT (Hoi An)
4+ stjernet - Deluxe Gardenview værelse
Boutique Hoi An er det andet baderesort der tilbydes som en mulig opgradering på rejsens 5 nætter i Hoi An, hvis man ønsker ophold ved stranden i stedet for at bo i byen. Fra værelserne er der et par stenkast gennem haven, som fører direkte over resorttets private strandområde og til det Sydkinesiske hav. Stedet byder sine gæster på dejlige, strandlige omgivelser og fine faciliteter med et flot haveanlæg og en stor swimmingpool, massage og andre services. Alt i alt et perfekt sted til at bade, slappe af og fordøje hidtidige turens mange indtryk i en behagelig atmosfære og i gode temperaturer. Der er fem kilometrer til de snævre og charmerende gader i byens gamle centrum, som kan nås med cykel eller Palm Gardens gratis shuttlebus-service. Merprisen ved hotelopgradering til Boutique Hoi An Resort er 1.955/person i dobbeltværelse. Læs mere på http://www.boutiquehoianresort.com


UT TRINH HOMESTAY (MEKONGDELTA)

Ikke-kategoriseret – Private værelser
Under opholdet i Mekongdeltaet skal I bo privat hos en familie. På en kæmpe ø midt i Mekongfloden, ligger Ut Trinh homestay i en mindre landsby. Her har familien et stort hus, hvor de i forlængelse af huset, har lavet en tilbygning med mindre værelser. I får således privat værelse med eget toilet/bad og med aircondition. Huset har et opholdsområde med fællesrum og en stor overdækket terrasse hvor I spiser, og kan sidde og sludre, få en kop et eller andet. Der hersker en meget familiær stemning, da familien er vant til at have udenlandske gæster boende. Har man lyst, kan man hjælpe til i køkkenet med aftensmaden og få et par vietnamesiske mad fif. Tit kommer man tættere på folk, når man bidrager og laver en fælles aktivitet.


HUONG SEN HOTEL (Ho Chi Minh City)

3 stjernet - De Lux værelse
Hotellet ligger på Dong Khoi Street, som absolut er lige midt i byens centrum med Notre Dame Katedralen i den ene ende af gaden og Saigon River i den anden af gaden. Dong Khoi er kendt for sine fine restauranter, cafeer, mondæne butikker, men også små shops med et stort udvalg af silkestoffer og andre artifacts. Værelserne har alle de faciliteter man har brug for og der er en fin swimmingpool på toppen af hotellet. Huong Sen er det perfekte udgangspunkt for både sightseeing og aftenbylivet, som er lige på den anden side af hotellets udgangsdør. Læs mere på www.huongsenhotel.com.vn