Hotellerne, Cambodja & Sydvietnam Julerejse


Nedenstående hoteller anvendes som udgangspunkt for alle turafgange på Cambodja & Sydvietnam Julerejse med dansk rejseleder. Alle hotellerne er udvalgt ud fra kriterier om at være placeret i centrum, dvs. i kort gåafstand til byernes centrale pejlemærker, og endvidere valgt med henblik på rene og pæne værelse, et serviceminded personale og en morgenmadsbuffet med varieret udvalg.
SOMADEVI ANGKOR RESORT & SPA (Siem Riep)
4 stjernet, Deluxe værelser
Lækkert 4 stjernet hotel i Siem Rieps centrum. Hotellet er placeret i det franske kvarter og i kort gåafstand til old market som beregnes som byens midtpunkt. Her findes cafeer, restaurationer og gadeboder med lokale delikatesser, snacks og friskpresset juice og shakes, som nydes af både turister og lokale. Især om aftenen syder de centrale gader i Siem Reap af opløftet stemning fra sammensuriet turister og lokale, som opholder på de udendørs cafeer eller slentre afslappende afsted. På Somadevi nyder vi Deluxe værelserne, der har alt hvad man kan forlange - endda en balkon med vue til poolen. Der er fint udvalg i morgenmadsbuffeten med både kontinentale og asiatiske retter, og kokke som tilbyder frisklavet scramblet eggs eller omelet. Endvidere har hotellet en dejlig stor swimmingpool, som man lige kan tage en dukkert i efter et varmt besøg ved Angkor templerne. Vores aften med dinner med samtidig forestilling af Apsara dans er booket her på hotellet, hvor stole, borde og en smagfuld buffet er fornemt arrangeret omkring dels poolen og dels en lille gårdhave. Mere info på: www.somadeviangkor.com

OHANA PALACE HOTEL (Phnom Penh)

4 stjernet, Deluxe værelse
Et stenkast nede af en sidegade til Sisawath Boulevard ligger Ohana Phnom Penh Palace hotel. Dette 4-stjernet hotel er et perfekt sted i byen. Tæt på Tonle Sap floden og byens centrale promenadegade Sisowath Boulevard med al dens bymæssige leben, som man når med få skridt. Men lige netop placeret så tilbagetrukket at man på hotellet ikke har alt postyret fra selvsamme hovedgade. Så når vi går ud af hoteldøren og lidt højre ligger byens hyggelige tagcafeer og -restaurationer lige om hjørnet. På hotellet finder vi gode værelser med aircondition og al andet tænkelige faciliteter, en god swimmingpool og en fin restaurant på bygningens øverste etage. Her kan vi nyde en drink på terrassen om aftenen og samme sted nyde morgenmadsbuffeten med vue udover byen og floden. Læs mere på hotellets hjemmeside: www.ohanahotelpp.com

SAIGON CAN THO HOTEL (Can Tho)
3 stjernet, Premium værelse
Et 3 stjernet hotel i Mekongområdets hovedby Can Tho, hvor folk fra deltaet kommer ind - til lands og til vands – for at købe eller sælge eksotiske frugter, grønsager eller håndarbejder enten på det flydende marked eller det store "landfaste" Can Tho marked. Saigon Can Tho Hotel har en super beliggenhed lige i centrum - med 150 meter fra byens parklignende hovedgade, der løber parallelt med en af Mekongs bifloder. Stedets værelser er med al nødvendigt udstyr, og hotellets restauranten serverer en morgenmadsbuffet med et både internationalt og lokalt udvalg. Derudover er der mulighed for at kroppen kan få en omgang massage efter en god oplevelsesrig dag. Se mere på: http://saigoncantho.com.vn/en/


MEKONGLODGE (Mekongdelta)
3+ stjernet, Bungalow værelse
En skøn, skøn, skøn lodge - et mindre mekongsk landsted. Grønt, tropisk og idyllisk, og andre eksotiske superlativer kan tilegnes dette sted. Mekonglodge har en umiddelbare skønhed som rammer én, lige fra det øjeblik man ankommer og træder indenfor på stedets parcel. Stenbelagte stier snoer sig rundt gennem en frodig og velplejet have til fine 1-etages bungalows omgivet af beplantning og palmetræer. Placeringen lige ved Mekongfloden, og udsigten til store og mindre bådes forbifart ude på vandet bringer synlig aktivitet til stedet, og kolorit til morgenmaden og aftensmaden på restaurantens terrasse, hvorfra man har udsyn til floden. Men ellers afspejler lodgen netop den ro, som findes i den stedsegrønne have og i det landlige Mekongdelta. Man bliver så at sige nemt ramt af den afslappethed som synes at præge både stedet, personalet og det frodige landskab rundt om Mekonglodge. Vi har 2 nætter her, men når vi forlader Mekonglodge ville mange nok have ønsket at det var dobbelt så mange overnatninger. Bungalow'ene har alt nødvendigt udstyr inklusiv airkondition, eget bad og toilet. Mere info på: www.mekonglodge.com

HUONG SEN HOTEL (Ho Chi Minh City)
3+ stjernet, Deluxe værelse
Hotellet ligger på Dong Khoi street, som er lige "midt i midtbyen". Med Notre Dame Katedralen i den ene ende af gaden og Saigon River i den anden af gaden. Dong Khoi street er kendt for sine gode restauranter, cafeer, mondæne butikker, men også små shops med et stort udvalg af silkestoffer og andre artifacts. En parallel gade fra Dong Khoi ligger hovedstrøget med rådhuset. Værelserne har alle de faciliteter man har brug for og der er en fin swimmingpool på toppen af hotellet. Morgenmaden kan indtages både indendørs og ude på en stor tagterrasse på 11. etage med vue til det økonomiske tigerspring Vietnam, og især Ho Chi Minh City oplever for øjeblikket, og som udmønter sig i flere og flere højhuse og skyskrabere. Huong Sen er det perfekte udgangspunkt for både sightseeing og aftenbylivet, som er lige på den anden side af hotellets udgangsdør. Læs mere på www.huongsenhotel.com.vn
PÅ TURENS BADEAFSLUTNING ER DER VALGMULIGHED MELLEM FØLGENDE RESORTS
BON BIEN RESORT (Phan Thiet)
3+ stjernet, Deluxe værelse
Det første af tre hoteloptions ved badeferiedelen. Et halvt stenkast fra sin egen 300m private strand ved det Sydkinesiske hav ligger dette 3-stjernede resort, som byder sine gæster på rigtig fine omgivelser og faciliteter med swimmingpool og jacuzzi. Her har vi booket Deluxe værelser, som er udstyret med alt man kan tænke sig og hotellets arkitektur integrerer på en elegant måde stedets 2-etagers hvide palævillaer med de naturmæssige omgivelser. Morgenmadsrestauranten har et godt kontinentalt udvalg og mens man drikker sin morgenkaffe kan man høre havets brusen og svagt fornemme dens brise. Her tager man sikkert en ekstra kop, og bliver hængende lidt længere om morgenbordet. Se hjemmesiden: www.bonbienresort.com

BLUE OCEAN RESORT (Phan Thiet)
4 stjernet, Gardenview bungalow værelse
Blue Ocean Resort er det andet baderesort som tilbydes på rejsens badeafslutning. Her indkvarteres man i gardenview bungalow værelse, som ligger et stenkast fra resorttets private strandområde ved det Sydkinesiske hav. Stedet byder sine gæster på dejlige, strandlige omgivelser og fine faciliteter med en flot have og en stor swimmingpool, spa og andre services. Alt i alt et perfekt sted til at bade, slappe af og fordøje turens mange indtryk i en afslappet atmosfære med temperaturer omkring 30 graders varme. Ligesom de andre hoteloptions i Phan Thiet, ligger der restauranter lige i nærheden og der er mindre seværdigheder og aktive muligheder for de som gerne vil kombinere afslapning med lettere aktivitet. Læs mere på: https://www.blueoceanresort.org