Nyhedsbrev
Indtast dit navn og din e-mail nedenfor, hvis du ønsker at modtage vores nyhedsbrev.

Dag til dag program, Laos & Cambodja


Laos & Cambodja Rundrejse med dansk rejseleder

LUANG PRABANG - NONG KIAU - SIEM RIEP - PHNOM PENH - SIHANOUKVILLE 
15 dages rundrejse fra Laos til Cambodja med dansk rejseleder


Dag 1: Afrejse Danmark 
Vi mødes i Københavns lufthavn med den danske rejseleder, som vil samle gruppen og give en kort briefing inden check-in og afrejse med Emirates kl. 14.20 mod Luang Prabang med flyskifte undervejs. Flyselskabet Emirates har de seneste år investeret enorme summer i nye Airbus og Boeing fly, og været først i Danmark med at anvende det meget omtalte dobbeltdækker Airbus fly A380 ud af København. Vi får således fornøjelsen med at flyve med verdens pt. største passagerfly på København-Dubai (og på hjemrejsen på Dubai-København). 

Der serveres mad og drikkevarer ombord af et meget serviceminded personale og ved hvert sæde er der en individuel skærm med forskellige underholdningsmuligheder såsom film, musik, spil og nyheder.

Dag 2: Luang Prabang 
Ankomst Luang Prabrang. Efter at have ordnet visumformaliteterne møder vi vores lokale loatiske guide i ankomsthallen, og kører direkte til bycentrum. Udover at være Laos tidligere kongestad, er Luang Prabang også en utrolig charmerende by - indrammet af Mekongfloden og Nam Khan floden, som glider hver sin vej rundt om byen.

Luang Prabang er en arkitektonisk smeltedigel med fransk kolonistil, etniske pælehuse og nutidige moderne bygninger. Med bygningerne fra kongetiden og den franske kolonitid, de smalle gader og lokallivets stoisk rolige gang føler man sig hensat til historiske tider.

Efter hotelcheck-in går vi en tur rundt i den gamle bydel. Særligt gaderne og parallelgaderne mellem hovedgaden Sisavangvong og Khem Khong er oftest med megen leben, små cafeer, restaurationer og butikker, som skaber en stemningsfuld bymidte. Der er fælles aftensmad på en af byens gode restauranter.
3 stjernet Chitchareune Muang Luang Hotel, Standard værelse (A)

Dag 3: Luang Prabang 
Der er ikke så langt mellem de planlagte seværdighederne i den gamle bydel, så vi spadserer rundt på dagens byrundtur. Først til kongepaladset, hvor der er adgang til både de officielle modtagelsesrum og de private gemakker. Kong Sisavang og hans familie levede her indtil 1977, hvor de blev sendt i internt eksil af det kommunistiske styre og senere hen døde under mystiske omstændigheder. 

Enkelte fra den royale familie lever stadigvæk i Luang Prabang, men under mere almindelige forhold som bl.a. som hotelejer og uden nogen officiel status. Vi fortsætter videre og besøger den nærliggende Xieng Thong, der er et af de flotteste og det mest betydningsfulde kongelige tempel i Laos, hvor også kongens begravelsesvogn står. Særligt dekorativt er de mange stykker farvet spejlglas, som udsmykker et lille tempel med mennesker og dyr.
 

Formiddagens sidste programpunkt er Wat Aham. Her stifter vi bekendtskab med Laos største trosretning buddhismen. Hovedparten af laoterne betror sig til buddhismen, og finder herigennem en indre ro – en mental afslappethed til livets gang, som afspejler sig i den rolige måde, som det laotiske samfund synes at bevæge sig i, fremad, men gerne langsomt. Med næsten tegneserieagtige billeder beskrives Buddhas liv i Wat Aham, men det indeholder også drabelige historier, som skal vise de laotiske troende, hvilke fatale konsekvenser forkerte handlinger kan have. Ligesom i vores egen religion, så truer helvedesporten de buddhister som overtræder de vigtigste bud.  

Efter noget godt i maven på frokostrestauranten, er resten af dagen til at opdage Luang Prabang på egen hånd. På sin vej rundt i byen bør man gøre stop ved en af restaurationerne på Khem Khong gaden, der byder på terrasser overdækket med skyggefulde træer og med et skønt view til floden - en oplagt mulighed til at snuppe en kold Lao beer, en kop kaffe, eller senere aftensmaden.
 

For dem som har lyst, går rejselederen sidst på eftermiddagen op på toppen af Phousi-højen midt i byen. Herfra har man en fantastisk udsigt ud over byen, Mekongfloden og de omkringliggende bjergrygge. Er vi heldige og der er skyfrit, opleves solnedgangen.
 

Ved skumringstiden rigges der op og gøres klar til nightmarket i gaden der løber langs med kongepaladset. Her hænger nøgne lyspærer som lange lysguirlander lige over boderne. De er placeret på begge fortov, og omdanner hovedgaden til et stemningsfyldt slaraffenland med salg af tekstiler, frugt, træskærerarbejder, malerier og meget mere. Der er små boder med kage, snacks og god kaffe, som oftest er brygget på laotiske kaffebønner, som dyrkes i højlandet i Sydlaos.
3 stjernet Chitchareune Muang Luang Hotel, Standard værelse (M,F)

Dag 4: Luang Prabang – Nong Kiau 
Tidligt ud af sengen for at opleve de orangeklædte munke og novicers morgengang gennem byens gader. Her står nogle indbyggere og giver lidt mad i munkenes krukker, som kommer forbi i mindre processioner. For en del laotiske unge drenge er det en naturlig del af ungdomslivet med et ophold i et munketempel for at få viden omkring deres religion og opnå selvindsigt. Nogle unge mænd stræber efter at blive munke, og lever permanent i et tempel eller pagode. 

Ligeledes går vi gennem det udendørs morgenmarked, der foregår på fortovet i gaderne omkring kongepaladset. Udover alt fra lokale morgenmadsprodukter, dagligvarer og kinesiske tekstiler også kan man købe delikatesser som muldvarper, biller, frøer og grillede flagermus.

Morgenmad på hotellet inden vi kører til en forstad og et par familieforetagender, som på simpel håndværksmæssig vis laver henholdsvis silkeklæder og naturpapir. Vejen går ligeledes forbi Henri Mouhots ydmyge gravsted – den franske eventyrer der genfandt Angkortemplerne i Cambodja, og efterfølgende fortsatte sin ekspedition op til Laos. Her trodsede han advarslerne om at bestige et bjerg besat af dårlige ånder. Han døde kort efter.

Senere sejler vi på flot sejltur på Mekongfloden til Pak Ou grotten. Grotten som er et af de helligste steder i Laos siden kongefamilien i 1500-tallet begyndte en slags pilgrimsudflugt til hulen hvert år i forbindelse med det laotiske nytår. I dag står her over 4.000 statuer - primært buddhafigurer med armene pegende nedad - altså i »Kalder-på-regn-positur« iht. nedbørs centrale betydning for dyrkning af afgrøder. 

I hulen står i hundredvis af større og mindre figurer med armbånd omkring sig - en slags signatur fra tidligere laotiske besøgende med henblik på at deres bønner bliver fysisk synliggjort på de små statuer og forhåbentligt hørt af Buddha.

Fra Pak Ou grotten kører vi videre i nordlig retning til landsbyen Nong Kiau, som ligger i et naturskønt og bjergrigt område. De næste 3 dages ophold her er turens planlagte afstikker ud i landsbyerne og de grønne egne, og med oplevelser, som står i kontrast til rejserutens bymæssige destinationer og sightseeing.

I Nong Kiau skal vi bo på en lodge beliggende på bjergsiden, og indlogeres i rummelige bungalows med store terrasser. Herfra kan man nyde en fantastisk udsigt til bjerge, byen og floden lige nedenfor, hvor de lokale mænd fisker og kvinder og børn bader. Et lille kuriositet ved selve odgen, er den er bygget og ejet af danske Eskil, som har boet i Laos i halvdelen af sit liv, og er han på lodgen under vores ophold vil han helt sikkert komme og hilse på sine landsmænd (og -kvinder).

Er der fortsat tid efter check-in, tager vi en spadseretur rundt i landsbyen og får de første indtryk (ved sen ankomst bliver gåturen næste dags eftermiddag). Senere er der aftensmad i lodgens restaurant.
2 stjernet Nong Kiau Riverside Lodge, Bungalow værelse (M,F,A)



Dag 5: Nong Kiau
Formiddagens program byder på bådtur op ad floden forbi nærliggende landsbyer, hvor det naturmæssige og landlige er i højsædet. Bådturen ender ved Muang Ngoi, hvor vi oplever hvordan hverdagen går sin rolige gang. Landsbybeboernes traditionelle levevis er i stor udstrækning upåvirket af den teknologiske revolution og det hektiske liv, som foregår andre steder på kloden. 

Faktisk vil vi med stor sandsynlig føle, at de har trukket el-stikket ud til resten af verdenen, når vi betragter disse folks stille tilværelse uden store forandringer. Inden da går vi en tur i et naturområde med kalkstensbjerge dottet rundt i det grønklædte landskab, inden vi når frem til Tham Kaang klippegrotten, hvor den lokalkommunistiske ledelse forskansede sig under amerikanske bombardementer fra 1964 - 1973. 

Baggrunden for angrebene var den amerikanske regerings forsøg på at støtte den højreorienterede laotiske regering og samtidigt svække den venstreorienterede oprørsgruppe Phaket Lao, der samarbejdede med det kommunistiske Nordvietnam. I forbindelse med den kolde krig, frygtede USA's politiske ledelse at Laos ville ende med at blive kommunistisk. Amerikanske flys bombetogter indover Laos fra baser i Thailand og i Sydvietnam blev i en årrække holdt hemmeligt for den amerikanske befolkning, og under dække af at være rekognosceringsflyvninger. 

Ud på eftermiddagen sejler vi tilbage til Nong Kiau. De resterende eftermiddagstimer kan man sidde på terrassen og nyde udsigten til højdedragene, som rejser sig på den modsatte side ad floden. Eller spadsere i disse pittoreske smukke omgivelser omkring Nong Kiau - hvis vi ikke nåede en spadseretur dagen forinden, gør vi det sammen.

I mange mindre landsbyer kan man opleve et levn fra Laos’ franske kolonitid, nemlig spillet petanque. Flere steder vil man sidst på eftermiddagen opleve landsbyer som nærmest synes tømt for mænd, lige indtil man finder petanque-banerne, hvor mændene har forsamlet sig og er i gang med dagens dueller.

Med spillernes koncentrerede positur, hændernes afvejning af kuglens vægt og længden på det forestående kast, og skaren af folk som følger og kommenterer slagets gang, fornemmer man at petanque er noget beboerne går op i og at det giver en vis status i landsbyen, hvis man er god til spillet. Om aftenen er der fælles spisning på lodgen.

2 stjernet Nong Kiau Riverside Lodge, Bungalow værelse (M,F,A)


Dag 6: Nong Kiau – Siem Reap 
Bus til Luang Prabang lufthavn og fly til "hjertet af Cambodja". Eller mere præcist til byen Siem Reap, hvor den nyere cambodjanske historie har sin begyndelse. Her ligger nemlig det verdensberømte tempelkompleks Angkor, som er et 30 km² stort område og rummer mere end 50 templer opført i perioden mellem år 800 - 1400. 

Templerne blev bygget da Khmer-imperiet var det mest magtfulde i Sydøstasien. Over en årrække på godt 600 år byggede kongerne i Khmer-riget i mursten og sten en række templer for at tilbede hinduiske eller buddhistiske guder. Dog får man også nemt den tanke, når man står foran templerne, at herskerne har villet overgå deres forfædre og bygge større og prægtigere bygninger for at imponere nutiden og blive husket af eftertiden.

I Khmerfolkets storhedstid var Siem Reap en slags hovedby, og man mener, at der har levet omkring 1 million mennesker her, mens beboelsesområdet geografisk var på størrelse med nutidens New York. Nyere undersøgelser med vandveje og kanaler indikerer måske endda at civilisationens leveområder op til det centrale Angkor område faktisk har været endnu større end tidligere antaget. 


Visumformaliteterne ordnes i Siem Reap lufthavn, hvorefter vi bevæger os ind mod centrum. Efter check-in på hotellet, spadserer vi en tur i det gamle kvarter med de karakteristiske franske kolonistilshuse. Byen Siem Reap var – indtil franskmændene i 1884 gjorde Cambodja til fransk koloni og en del af Fransk Indokina – blot en lille landsby. De franske kolonisatorer fik efterhånden sat skik på stedet, som voksede sig til en mellemstor handelsby. 

Aftenens restaurantbesøg byder på den traditionelle cambodjanske optræden APSARA. På en scene i forlængelse af restauranten udøves musik og små dansestykker, der inkluderer temaer fra landets historie, arbejdet i markerne og kærlighedsromancer. For dem som har lyst, går vi en aftentur i det stemningsfulde centrum, og mon ikke en kølig drink eller øl i tropeaftenen kan friste?
4 stjernet La Niche Boutique Hotel, Deluxe værelse (M,F,A)


Dag 7: Siem Reap 
I et roligt tempo og med vinden som blid aircondition i den overdækkede - men fortil og i siderne åbne - motorcykelrickshaw, kører vi afsted til de centrale arkitektoniske perler i den klassiske Khmer arkitektur: Angkor Thom Sydport, Baphuon, Thommanon, Chau Say Tevoda, Elefanternes terrasse og Bayon. Sidstnævnte bygning Bayon kaldes også for ansigternes tempel i henhold til de mange ansigter som udhugget i stenene og viser sig på hver side af tempeltårnene. Ansigter ligner hinanden, da alle afbilleder den hinduistiske gud Avalokiteshvara.

Mange af templerne er uovertrufne i deres skønhed, og er et arkitektonisk bevis på Khmer folkets gyldne periode. En af disse Khmer-konger Jayavarman VII startede bygningen af Angkor Thom området – et 10 km2 stort område med en række templer, hvor man i stenene i tempelmurerne kan se hugget og slebet fortællinger om Khmerfolkets tid med krige mod thaier, laoter og vietnamesere. I stenene findes også gengivelser af hverdagslivet med jagt, høst, skakspil, madlavning og andre begivenheder.

Vi kommer også omkring jungletemplet Ta Prohm. Et tempel, som man har ladet junglen fastholde sit greb i. Her har træerne brudt gennem sprækkerne på stenmurene til templet og på sin vis tilbageerobret den plads, som tidligere civilisationer tog fra junglen til at bygge templet. Og ligesom det nu træ-overdækkede Ta Prohm, sådan har en del af templerne set ud, da den franske eksplorer Henri Mouhot i midten af 1860’erne på en af hans mange ekspeditioner dumpede ind og genopdagede Angkor-templerne.


Khmerriget peakede under kong Jayavarman VII. Infrastrukturen blev udviklet og den lokale befolkning oplevede velstandsfremgang. Men med hans død i starten af 1200-tallet oplevede riget stilstand og starten på et langsomt forfald. Da thaierne angreb Siem Reap i 1351 og igen i 1431, og gjorde livet i byen usikkert - samtidigt med at man opdagede at området omkring nutidens Phnom Penh havde bedre forhold til risdyrkning - begyndte en større folkevandring, der efterlod Siem Reap alene med få dogmatiske buddhister og hinduister.

Og således var det et folkefattigt og glemt tempelrige, som en forundret Henri Mouhot stødte på i midten af 1800-tallet på hans ekspeditionstur rundt i landet. Og netop forundring og betagelsen bliver der tid til, når vi besøger Angkor Wat – Sydøstasiens største religiøse bygningsværk og bestemt et af verdenens menneskeskabte vidundere. Udover Angkor Wats storslåethed imponeres man ligeledes over hvor fantasifuldt og detaljeret, den cambodjanske kultur var i udførelsen af dette enorme tempelkompleks. 
 
Angkor Wat er gengivet på Cambodjas nationalflag, og er en naturlig kilde til national stolthed for nutidens cambodjanere om tiden dengang Khmerne var det store folk i Sydøstasien.

Aftenen byder på mad og underholdende optræden, når Phare besøges. Denne organisation giver uddannelse til unge fattige cambodjanere, og bibringer dem forskellige former for livsfærdigheder. Blandt andet i akrobatik og scenekunst. Vi skal efter aftensmaden her hos Phare, se en optræden som er en blanding af en teaterfortælling og akrobatik, der i flere internationale medier er blevet kaldt Cambodjas svar på det internationalt kendte "Circus de Soleil". 

Vi bliver vidner til et fantastisk show, der virkelig kommer udover scenekanten og imponerer sit publikum. Det bliver helt sikkert i opløftet stemningsmæssig tilstand vi tager tilbage til hotellet.
4 stjernet La Niche Boutique Hotel, Deluxe Værelse (M,F,A)



Dag 8: Siem Reap
I dag afsted på en mindre cykeltur i et adstadigt tempo og uden bakker. Vi kommer gennem private boligkvarterer og ud i de landlige åbne omgivelser på mindre veje og stier uden megen motoriseret trafik (Er man ikke vild med at cykle, sørger vi for at man kan komme bagpå en scooter med en rutineret chauffør, og så følger man med gruppen og kører i gruppens adstadige cykeltempo).

Vi cykler gennem landsbyer og mellem rismarkerne hvor landfolket er i gang med dagens dont. Både såning og høst af ris er hårdt arbejde, og kræver megen manpower, eller nærmere bestemt womenpower, da man typisk vil se flere kvinder end mænd arbejdende på markerne. Billedet af gamle dage i Danmark med mange mennesker ved indsamling af afgrøder bliver gengivet her i Cambodja anno 2018. Oftest med mellem 5 til 10 personer på en linje skærer de med segl sig vej gennem rismarkerne i solskin og 30 graders varme.

I de landsbyer vi kommer forbi, får vi indblik i de lokales daglige gøren og laden. Kigger man ind over hækken, er familiemedlemmer i gang med mindre sysler på gårdspladsen eller ordner grønsagshaven. Mange familier bor på et større jordstykke, og er selvforsynende med en hel del grønsager, mens andre dyrker med salg for øje. Vi gør stop og besøger en lokal familie, og oplever hvordan de bor og lever.

Lidt længere henne ad vejen besøges den lokale pagode. Overtro har et stærkt tag i cambodjanere, som tror, at guder og ånder har medindflydelse på deres skæbne her på jorden. 

I landsbyernes templer og pagoder beder de til overjordiske skabninger, og får munkens velsignelser i henhold til at bringe lykke til familien og give vand og vejr til et godt høstudbytte. Sidst på formiddagen er vi tilbage på hotellet, og har resten af dagen til at gå på opdagelse i Siem Reap.

4 stjernet La Niche Boutique Hotel, Deluxe værelse (M,F)


Dag 9: Siem Reap - Phnom Penh 
Efter noget godt i maven fortsætter rejsen til Phnom Penh. Busturen er en god mulighed for at få blik for kontrasterne mellem land og de større byer, og ligeledes vil rejselederen benytte lejligheden til en introduktion til den nyere cambodjanske historie med et særligt fokus på den politiske udvikling.


Phnom Penh er en fantastisk smuk by, der stadig står forholdsvist uberørt af mere eller mindre uskønne højhuse, der findes i andre asiatiske storbyer. Med dens berømte brede boulevarder vil man opleve en by, hvor lyset fra oven får frit spillerum, og giver byen dens farvefulde karakter - alt efter tidspunktet på dagen.

Efter frokost opsøger vi stederne, der bevidner Cambodjas histories mørkeste kapitel – nemlig tiden under Khmer Rouge. Vi besøger det berygtede Toul Sleng fængselsmuseum, hvor Khmer Rouge-regimet med Pol Pot i spidsen torturerede tusindvis af cambodjanere i perioden 1975 til 1979, og hvor hvert eneste offer blev dokumenteret ved et profilbillede. 

Toul Sleng viser ondskaben, der omgav styret, i alt sin nøgenhed. Fængselsmuseet vil efterlade én med et følelsesladet indtryk, men samtidig med en historisk virkelighedsnær forståelse af Khmer Rouge's brutale eftermæle.

Vejen går også omkring henrettelsespladsen Choeung Ek lidt udenfor Phnom Penh, som er bedre kendt under navnet Killing Field. Choeung Ek var den plads hvorfra fangerne fra det berygtede torturfængsel Toul Sleng blev ført ud for at ende deres dage på bestialsk vis. Killing Fields er i dag et fredfyldt område, hvor man har opført et af de mest kendte monumenter til minde om ofrene.

Cambodjanerne er i dag trådt ud af fortidens mørke skygge. Med arbejde oftest fra 8 - 17 og derudover familielivets pligter og opgaver, er landet og familierne gået ind i en ny tid, hvor man spejder mod fremtiden og kun lidt dvæler ved datiden. På gader og stræder er det nutiden der gælder, og med den megen aktivitet her får man hurtigt fornemmelse af, at for de fleste indbyggere drejer det sig om at arbejde og holde hjulene i gang.

Vi checker-in på hotellet, som ligger et halvt stenkast fra Sisowath Boulevard - Phnom Penhs kendte promenadegade med restaurationer og barer på den ene side af vejen, og på den anden side en bypark og Ton Le Sap floden.

Aftensmaden indtages på den berømte Foreign Correspondance Club (FCC). Det var stedet hvor udenlandske journalister, forfattere og diplomater hang ud indtil De Røde Khmer indtog Phnom Penh i 1975 og gav besked på at alle ikke-cambodjanere skulle forlade landet. Ofte fik journalister nys om historier her eller en off-the-record kommentar til aktuelle emner. 
4 stjernet Ohana Hotel, Deluxe værelse (M,F,A)

Dag 10: Phnom Penh
Phnom Penh var i 1950'erne kendt for at være Asiens gyldne by, hvor et rigt kulturliv udfoldede sig - et eksempel er 50'er pigtrådsmusik, der blev skabt her. Flere og flere internationale kulturpersonligheder finder igen vej til Cambodjas hovedstad, som i dag således er rig på forfattere og kunstnere, hvilket har genskabt fortidens kulturelle stemning. Phnom Penh har også et højt niveau, når det kommer til caféer, restauranter, vin- og cocktailbarer, og vores ophold bliver ligeledes en stor gastronomisk oplevelse.

På dagens byrundtur besøges Kongepaladset, som er beboet af kongen. Vi ser Chan Chaya pavillonen og kroningshallen, hvor Norodom Sihamoni blev slået til konge den 29. oktober 2004 efter at hans far og tidligere konge abdicerede. 

Den 66-årige Sihamoni er ugift, og har ingen børn, hvilket er ganske usædvanligt for kongefamilier i Asien og i særdeleshed i forhold til hans afdøde fader, som har efterladt sig 14 børn med 7 koner og elskerinder. I den majestætiske kroningshal ser vi troningsstolen, 1-1 størrelses guldbelagte statuer af Cambodjas tidligere konger og flotte loftsmalerier med reference til landets mytologiske historie.


I samme område findes Sølvpagoden, hvor gulvet er dekoreret med over 5.000 sølvfliser, der hver vejer 1 kg. Her står også den imponerende guld-Buddha dekoreret med 9.584 diamanter og andre unikke kunstskatte fra khmer-riget og andre gaver fra udenlandske givere. Den mest kuriøse gave til kongefamilien står dog udenfor på gårdspladsen, nemlig en fuldstørrelse 2-etages bygning i jern, givet af Napoleon III og sejlet hertil fra Frankrig.

Bycentrum åbenbares for os, når vi i passagersædet på en cykelrickshaw kører i et adstadigt tempo rundt i byens gader. Undervejs passerer vi og gør stop ved Wat Phnom, det centrale marked, Uafhængighedsmonumentet og nostalgiske, arkitektoniske levn fra den franske kolonitid bl.a. Le Royal Hotel, Banegården og Nationalbiblioteket.

Frokosten bliver nydt på Romedeng - en restaurant med et socialt formål. Her uddannes unge cambodjanere fra fattige kår - herunder også tidligere gadebørn - til at kunne arbejde i fremtiden som tjenere og kokke samtidig med, at de sikres skolegang. Romedeng, der ligger i en flot gennemrestaureret fransk palævilla, blev startet af to franskmænd, og er berømt for sin genintroduktion af Khmer køkkenet med et tvist af fransk gourmet og elegance.


Rickshawen hjuler os fra restauranten til hotellet, hvor vi har fri den resterende del af eftermiddagen til at opdage hovedstaden på egen hånd. Man finder nemt rundt i de små gader ved hotellet, og ligeledes kan man sidst på eftermiddagen tage en slentretur på promenadegaden ved Ton Le Sap floden, hvor man vil møde lokale der ligeledes slentrer afsted eller dyrker outdoor fitness.
4 stjernet Ohama Hotel, Deluxe værelse (M,F)


Dag 11: Phnom Penh – Sihanoukville
I siger farvel til den danske rejseleder og kører til turens badedestination Sihanoukville sammen med den cambodjanske engelsktalende guide, som har været sammen med gruppen siden ankomsten til Phnom Penh dag 9.

Ankomst ved middagstid til Sihanoukville, som er Cambodjas bedste badeby med en beliggenhed på en halvø lige ud til den Thailandske Bugt. Byen - der er opkaldt efter den tidligere konge Sihanouk – har med sine fine strandområder og med et stigende antal besøgende efterhånden udviklet sig til en velkendt stranddestination. Og der er gennem årene etableret en række fine baderesorts i Sihanoukville, som imødekommer de ønsker og krav som især udenlandske turister har til standarden og servicen ved et strandophold.  

Landets 440km sydlige kyststrækning fra Koh Kong, over Sihanoukville til Kep er blevet anerkendt som værende medlem af klubben "Most beautiful bays in the World". Så rigtig lækkert vand ved fine strande venter her, og dermed god mulighed for at slappe af, nyde solen og stranden nogle dage inden hjemrejsen og hverdagen melder sig.

Indkvartering sker på 4 stjernet Naia Resort - et skønt hotel som ligger lige ud til vandet. Værelser har egen balkon, hvor man kan sidde og kigge ud på haven. Indretningen af de 35m2 er smagfuld, og har lidt et skandinavisk sommerligt look fra møbler i lyst træ og vægge med dekorationsting i lyse pastelfarver. Her føler man sig hurtigt godt tilpas – og en fornemmelse af ferieafslappethed ligger lige for.

Fra værelserne er der et stenkast til at man kan slænge sig solstolene omkring poolen med en god rejsekrimi i hånden eller hoppe i swimmingpoolens dejlige vand og småcrawle lidt. Eller man kan slentre det sidste stykke ned til havet, hvor liggestole ligeledes er opstillet på resorttets private strandområde. Stedet emmer af eksotisk og ferieagtig atmosfære med et dejligt strandområde, hvor ens bare fødder møder finkornet strandsand og ikke nogen store sten, når de tripper fra liggestolen og ned til vandkanten. 


For de rejsedeltagere som ikke kan klare alt for mange timers afslapning i træk, ja så kan man tage på små udflugter i Sihanoukville by, i den nærliggende Ream Nationalpark eller en bådtur ud til nogle af øerne i Sihanoukville bugten. Cykelture er der også mulighed for, hvis man vil være mere aktiv.
4 stjernet Naia Resort, Superior værelse (M)
Mulighed for at opgradere til Sokha Beach Resort mod merpris på 490,- per person for 3 nætter.



Dag 12: Sihanoukville
Fridag med afslapning i strandlige omgivelser og dejlige temperaturer.
4 stjernet Naia Resort, Superior værelse (M) 

 

Dag 13: Sihanoukville
Fridag med afslapning i strandlige omgivelser og dejlige temperaturer.
4 stjernet Naia Resort, Superior værelse (M)


Dag 14: Sihanoukville – Phnom Penh - Flyafgang
Fri med afslapning i strandlige omgivelser og dejlige temperaturer indtil ud på eftermiddagen. Her afhentes I på resorttet og i bus og med guide kører I til Phnom Penh lufthavn. Afrejse kl. 23.10 med Emirates via Dubai til København. (M)

Dag 15: Ankomst Danmark

Flyankomst til København kl. 12.20 dansk tid.