Dag til dag program, Klassisk rundrejse til Laos


Klassisk rundrejse til Laos
VIENTIANE - DON DAENG Ø - PAKSE - LUANG PRABANG - NONG KIAU  
14 dages rundrejse i Laos



Dag 1: Afrejse Danmark
Flyafgang fra København eller provinsen.


Dag 2: Ankomst Vientiane
I afhentes i lufthavnen og køres til hotellet. Efter den lange flyrejse er resten af dagen på egen hånd, således at man kan få benene på jorden og eventuelt hvile sig lidt.

Vientiane er en underfundig hovedstad – nogle steder får man fornemmelse af storbystemning med godt gang i gaderne med handlende og folk undervejs. Men blot et par blokke væk, hersker der en tilbagelænet provinsbystil med villaejere, som står og betragter gaden, som om der ikke kom mange forbi her.

Byen får et åbent og luftig udtryk af den forbipasserende Mekongflod, som samtidigt bibringer promenadegaden ned mod floden et atmosfærefyldt præg. Særligt om aftenen skaber små grønne områder, restauranter, terrasse-cafeer og et night market med mindre boder en hyggelig stemning her langs floden.

I finder nemt et spisested på promenadegaden ved Mekongfloden eller omkring fontænen ved hovedgaden Setthathirat, som ligger få parallelgader fra hinanden.


Dag 3: Vientiane

Guidet byrundtur, hvor I starter ved Sisaket templet, der historisk og dekorativt er et af de mest spændende templer i Vientiane, bl.a. med søjlegang med hundredvis af små nicher, hvor lokalbefolkningen placerer 2 små buddhafigurer iht. at laoterne opfatter verdenen i 2 modsatrettede elementer a la det taoistiske Yin og Yang-symbol. Ligeledes kommer I forbi det arkitektonisk smukke Ho Phra Keo tempel.

Bagefter besøges det national historiske museum, som holder til i et fransk kolonistilspalæ. Bygning er således i sig selv et symbol på en 60-årig periode, da franskmændene havde magten i lander. Særligt billederne, fortællinger og artifacts på 1. salen giver et godt indblik i Laos nyere historie og fornemmelse af de politiske forhold, som laoterne lever under i dag.

Når I senere står foran den majestætiske, forgyldte That Luong Stupa, ligner det måske af alt en mindre fæstning med gyldne mure og små tårne, hvor man kunne forsvare sig mod fjendens indtrængen. Utilgængeligt og inderst inde i denne helligdom skulle efter sigende være et brystben fra Siddharta Gautama, buddhismens skaber, som blev bragt hertil af indiske missionærer.

Stedet har stor betydning for landets buddhister. Ved det laotiske nytår i foråret og Boun That Luang festivalen i november overnatter munke og almenfolk her og forbereder offergaver. På 3. dagen går folkemængden tre gange venstre om stupaen - en omgang for henholdsvis at opnå lang levetid, lykke og økonomisk rigdom.

Dagens sightseeing bringer jer også til Patuxai, der blev bygget som sejrsmonument for franskmændenes exit fra Laos i 1953 og sjovt nok giver mindelse om Triumfbuen i Paris. I folkemunde går den under navnet »den lodrette landingsbane« idet monumentet delvist er bygget af den cement amerikanerne havde doneret til nye landingsbaner til Vientiane lufthavn.

Frokost undervejs på en af byens gode restauranter. Ud på eftermiddagen er I tilbage på hotellet og har resten af dagen på egen hånd. (M,F)


Dag 4: Vientiane

Let cykeltur med guide ud gennem forstæderne. Det er så at sige en cykel-opdagelsestur på 2 hjul, hvor selve sightseeingen er de små lokale attraktioner eller situationer som opstår hen ad vejen, og som vækker ens interesse. Det hele foregår i et adstadigt tempo, hvor guiden cykler forrest og stopper op, når I støder på noget som giver indblik, en lokal laotisk pudsighed eller ting lokalguiden vil introducerer jer for.

På et tidspunkt vender I forhjulet 180 grader og kører tilbage mod byen og ender op ved frokostrestauranten. Efter noget godt i maven hjuler I tilbage til startpunktet. Eftermiddagen og aftenen til fri disposition til selv at gå på opdagelse i hovedstaden. (M,F)


Dag 5: Vientiane – Don Daeng ø
I flyver til Pakse i Sydlaos, hvor guiden venter på jer i ankomsthallen. Efter frokost fortsætter I til byen Champassak, der indtil for 35 år siden var et meget lille kongedømme hvor Ratsadanai-familien regerede. I kommer omkring det efterladte og ufærdige palads, der står som et tre-etagers cementskelet og vidnesbyrd om en royal tid. Familien bor stadig i byens bedst bevarede franske palævillaer, men uden særlig status.

I kører ud af byen til Wat Phou, et mindre tempelkompleks opført i khmerfolkets storhedsperiode mellem 9 – 13. århundrede. Bygget op ad det hellige bjerg Pasak og med stenfigurer fra hinduismen liggende spredt i landskabet, med passage under trækronerne og forbi ærespavilloner, får stedet et nærmest mytologisk præg inden man når hovedtemplet, der først kommer til syne, når man går op ad de sidste trappetrin.


På den korte sejltur til La Folie Lodge, når man at tænke hvordan den franske ejer har udset sig øen og valgt at bygge en lodge her midt i Mekongfloden. Når man ankommer til stedet må man erkende, at det ikke kan være anderledes. Placeret på bredden ud mod Mekongfloden, lettere skjult mellem træerne kommer lodgens bungalows til syne – enkel, elegant og afstemt med både naturomgivelserne, laoternes byggestil og turisters krav om komfort.

Fra bungalovenes brede, vestvendte terrasser eller fra lodgens store åbne opholdslobby/spisested kan man se eftermiddagssolens aftagende stråler glimte i floden og langsomt forsvinde bag horisontens bjerge. I kombination med lyden af de lokale, der aftenbader i floden som de har gjort i tusindvis af år, får man fornemmelsen af jordens evighed og egen midlertidige eksistens. (M,F)


Dag 6: Don Daeng ø
Fridag. Stedet – både lodgen og øen – står i kontrast til hvad I har oplevet og kommer til at opleve på turen. Der hviler en upræget nærhed og afslappethed over hele øen. Her findes ikke en eneste bil eller andre turister end dem på lodgen. Man kan gå eller cykle ad mindre veje og stier rundt på øen, der ikke er større end man kan køre rundt på en halv dag i afvekslende omgivelser med små landsbyer, tætbevoksede og åbne landskaber med rismarker.

Her møder man de lokale som i mañanatempo er i gang med mindre sysler foran eller under (pæle)huset, kører i adstadig fart af sted på en ladvogn spændt på en lille motor med hjul eller tager sig omgang petanque i forhaven. På logden bliver I serviceret af et venligt personale og det gastronomiske er absolut også i orden – her kan man vælge mellem europæiske eller laotisk inspirerede menuer. (M)


Dag 7: Don Daeng ø – Luang Prabang

I løbet af formiddagen afhentes I af guiden, som tager jer med til 2 imponerende vandfald på fastlandet. Det todelte vandfald Tat Fan har et fald på mere end 120 meter og står som 2 søskende med tæt bevoksede jungle som malerisk baggrund (hvis vejret er disset kan Tat Fan være svær at se). Ikke langt herfra ligger Pha Ngouang. På en lille forhøjning et stykke fra og lidt over det punkt hvor vandfaldet rammer klippebunden bliver man ramt af brusets kraftige lyd og vandperlende vindstyrke.

Undervejs kommer I også forbi en kaffeplantage og introduceres til forarbejdningen (det er velset at man køber en enkelt pose kaffe eller the iht. at der ikke er entre til stedet). I spiser frokost inden flyafgang om eftermiddagen til Luang Prabang.

I ankomsthallen møder I jeres chauffør, og kører direkte til hotellet i centrum. Udover at være Laos tidligere kongestad, er Luang Prabang en utrolig charmerende by - indrammet af Mekongfloden og Nam Khan floden, som glider hver sin vej rundt om byen. Midtbyen er en arkitektonisk smeltedigel med fransk kolonistil, etnisk pælehuse og nutidige moderne bygninger. Med bygningerne fra kongetiden og den franske kolonitid, de smalle gader og lokallivets stoiske rolige gang føler man sig hensat til historiske tider.

Særligt gaderne og parallelgaderne mellem hovedgaden Sisavangvong og Khem Khong er oftest med megen leben, små cafeer, restaurationer og butikker, som skaber en stemningsfuld bymidte. Hotelcheck-in og fri. (M,F)


Dag 8: Luang Prabang

Der er ikke så langt mellem de planlagte seværdighederne i den gamle bydel, så I spadserer rundt med guiden. Først til kongepaladset, hvor der er adgang til både de officielle modtagelsesrum og de private gemakker. Kong Sisavang og hans familie levede her indtil 1977, hvor de blev sendt i internt eksil af det kommunistiske styre og senere hen døde under mystiske omstændigheder. Enkelte fra den royale familie lever stadigvæk i Luang Prabang, men under mere ydmyge forhold som hotelejer og uden nogen officiel status.

I besøger også den nærliggende Xieng Thong, der er et af de flotteste og det mest betydningsfulde kongelige tempel i Laos, hvor også kongens begravelsesvogn står. Særligt dekorativt er også de mange stykker farvet spejlglas, som former mennesker og dyr på et lille tempel i gården.

Formiddagens sidste programpunkt er Wat Aham. Her stifter I bekendtskab med Laos største trosretning buddhismen. Hovedparten af laoterne betror sig til buddhismen, og finder herigennem en indre ro – en mental afslappethed til livets gang, som afspejler sig i den rolige måde, som det laotiske samfund synes at bevæge sig i, fremad, men gerne langsomt. Med næsten tegneserieagtige billeder beskrives Buddhas liv i Wat Aham, men det indeholder også drabelige historier - som skal viser de laotiske troende - konsekvenserne af forkerte handlinger.

Efter en god frokost tripper I ad omveje tilbage mod hotellet og har lidt tid på egen hånd inden I sidst på eftermiddagen spadserer op på toppen af Phousi-højen midt i byen. Herfra har man et fantastisk view ud over Luang Prabang, Mekongfloden og de omkringliggende bjergrygge. Er I heldige og der er skyfrit, opleves solnedgangen herfra over horisontens bjerge. (M,F)


Dag 9: Luang Prabang

Tidligt ud af sengen for at opleve de orangeklædte munke og novicers morgengang gennem byens gader. Her står de lokale beboere og giver lidt mad i munkenes krukker, som kommer forbi i mindre processioner. I går forbi morgenmarkedet, der foregår i gaderne omkring kongepaladset, og hvor man udover kinesiske tekstiler, lokale morgenmads produkter, også kan købe delikatesser som muldvarper, biller, frøer og grillede flagermus.

Efter morgenmad på hotellet sætter I jer på cyklerne, og kører ud på en 15 kilometre rundtur, der bringer jer gennem forstæderne og det frodige opland. I gør holdt ved et par familieforetagender, som på simpel håndværksmæssig vis laver silkeklæder - et historisk håndværk, som mange steder i Laos holdes i hævd af mindre familier.

I passerer flere udsigtspunktet, hvor man må sande, at fotografering ikke helt indkapsler den naturskønhed, man betaget kigger på. Vejen går forbi Henry Mouhots ydmyge gravsted – den franske eventyrer der genfandt Angkortemplerne i Cambodja, og efterfølgende fortsatte sin ekspedition op til Laos, hvor han trodsede advarslerne om at bestige et bjerg besat af dårlige ånder. Han døde kort efter.

Kaffestop ved Elefant Park Project, hvor I hører lidt om elefanternes status i dagens Laos. De store dyr gør kun få steder fortsat nytte som transportdyr, og er nu mere en "kæledyr" med funktion af at give folk en anderledes transportoplevelse i grønne områder (I skal som udgangspunkt ikke ride på elefanter på dagens udflugt). Efter en picnic-frokost drejer I cyklen 180 grader, og tramper tilbage til Luang Prabang, og kan nyde resten af eftermiddagen. (M,F)


Dag 10: Luang Prabang
Laos har et smagfuldt og varieret køkken og i dag står den på madlavningskursus med kokkeinstruktør. Sammen med andre tilmeldte deltagere går I på det lokale marked og får en introduktion til nogle af de ingredienser som anvendes i laotisk mad.

Megen laotisk mad har et frisk smagsudtryk, hvilket bl.a. skyldes de mange friske grønsager og krydderurter som anvendes i meget madlavning. Efter markedsbesøget kommer I til madlavningslokalet, hvor I med hver jeres køkkenelement selv tilbereder et par laotiske retter under kyndig instruktion fra den engelsktalende kok. Ud over kokken vil der være et par assistenter til at give en hånd med.

Efter at have skåret, snittet, hakket, steget og kogt, så kan man velfortjent spise den gode mad med en god kold Lao beer til eller måske frisklavet frugtjuice. Eftermiddagen og aftenen på egen hånd.

Har I ikke besøgt nightmarket i gaden Photisarath aftenerne forinden, bør man gøre det i aften. Her hænger nøgne lyspærer som lange lysguirlander lige over boderne. De er placeret på begge fortov, og omdanner hovedgaden til et stemningsfyldt slaraffenland med salg af tekstiler, kager, frugt, træskærerarbejder, malerier og meget mere.
(M,F= maden fra madlavningskurset).


Dag 11: Luang Prabang – Nong Kiau

Med guiden sejler I på Mekongfloden til Pak Ou grotten. Grotten, som er et af de helligste steder i Laos siden 1500-tallet, da kongefamilien begyndte en slags pilgrimsudflugt til hulen hvert år i forbindelse med det laotiske nytår. I dag står her over 4.000 statuer - primært buddhafigurer med armene pegende nedad - altså i »Kalder-på-regn-positur« iht. nedbørs centrale betydning for afgrøderne.


I hulen står i hundredvis af større og mindre figurer med armbånd omkring sig - en slags signatur fra tidligere laotiske besøgende med henblik på at deres bønner bliver fysisk synliggjort på de små statuer og forhåbentligt hørt.


Fra Pak Ou grotten kører I i nordlig retning til Nong Kiau, en lille plet på landkortet, men med en smuk beliggende ecolodge på bjergsiden. Indlogering i rummelige bungalows med store terrasser, hvorfra man kan nyde en fantastisk udsigt til bjerge, byen og floden lige nedenfor, hvor de lokale mænd fisker og hvor kvinder og børn bader. Er der fortsat tid efter check-in, går I en spadseretur rundt i landsbyen og får de første indtryk. Senere er der aftensmad i lodgens restaurant. (M,F,A)


Dag 12: Nong Kiau
Formiddagens program byder på bådtur op ad floden forbi nærliggende landsbyer, hvor det naturmæssige og landlige er i højsædet. Bådturen ender ved Muang Ngoi, hvor I oplever hvordan hverdagen går sin rolige gang, og landsbybeboernes traditionelle levevis i stor udstrækning er upåvirket af den teknologiske revolution og det hektiske liv, som foregår andre steder på kloden. Faktisk vil I med stor sandsynlig føle, at de har trukket stikket ud til resten af verdenen, når I betragter disse folks stille tilværelse uden store forandringer.

Inden landsbybesøget går I en tur i et naturområde med kalkstensbjerge dottet rundt i det grønklædte landskab, og når frem til Tham Kaang klippegrotten, hvor den lokalkommunistiske ledelse forskansede sig under amerikanske bombardementer fra 1964 - 1973.

Baggrunden for angrebene var den amerikanske regerings forsøg på at støtte den højreorienterede laotiske regering og samtidigt svække den venstreorienterede oprørsgruppen Phaket Lao, der samarbejdede med det kommunistiske Nordvietnam. Efter frokost i Muang Ngoi sejler I tilbage til Nong Kiau.


Resten af eftermiddagen kan man nyde på terrassen, eller spadsere i disse pittoreske smukke omgivelser omkring Nong Kiau. I rigtig mange mindre landsbyer kan man opleve et levn fra Laos' franske kolonitid, nemlig spillet petanque. Mange steder vil man sidst på eftermiddagen opleve landsbyer som nærmest synes tømt for mænd, lige indtil man finder petanque-banerne, hvor mændene har forsamlet sig og er i gang med dagens dueller.

Med spillernes koncentrerede positur, hændernes afvejning af kuglens vægt og længden på det forestående kast, og skaren af folk som følger og kommenterer slagets gang, fornemmer man at petanque er noget beboerne går op i og at det giver en vis status i landsbyen, hvis man er god til spillet. (M,F,A)


Dag 13: Nong Kiau – Luang Prabang – Afrejse

Fri indtil transfer til Luang Prabang lufthavn, og flyafgang mod Danmark. Afhængigt af flyafgangstidspunktet er der tid til en kortere eller længere gåtur i de naturskønne omgivelser omkring lodgen inden I skal afsted til Luang Prabang. (M)



Dag 14: Ankomst Danmark.
Flyankomst til København eller provinsen.