Dag til dag program, Cambodja & Sydvietnam Julerejse


Cambodja & Sydvietnam Julerejse med dansk rejseleder
SIEMREAP - PHNOM PENH - MEKONGDELTA (CAN THO & CAI BE) - HO CHI MINH CITY - PHAN THIET
16 dages rundrejse fra Cambodja til Sydvietnam med dansk rejseleder



Dag 1: Afrejse Danmark

Afrejse fra Københavns lufthavn med Thai Airways til Siem Reap. Ombord på flyet er der fuld forplejning og ikke mindst Thai Airways imødekommende og søde service fra stewardesserne. Hvert sæde har deres egen skærm med underholdningsprogrammer.  Thai Airways er det flyselskab af alle som flyver hurtigst til Siem Reap på 12 timer og 25 minutter inklusive flyskifte i Bangkok.


Dag 2: Ankomst til Siem Reap i Cambodja
Flyankomst til "hjertet af Cambodja", eller mere præcist til byen Siem Reap, hvor den cambodjanske historie begynder. Vi skal besøge kilden til den cambodjanske selvforståelse - det verdensberømte tempelkompleks Angkor. Angkor er et 30 km² stort område, der rummer mere end 50 templer opført over en periode på knap 600 år. Mange af templerne er uovertrufne i deres skønhed, og er et arkitektonisk bevis på Khmer folkets tidligere storhedstid.

Visumformaliteterne ordnes i Siem Reap lufthavn, hvorefter vi bevæger os ind mod centrum. Efter check-in på hotellet, går vi på en spadseretur i det gamle kvarter med de karakteristiske franske kolonistilshuse. Byen Siem Reap var – indtil franskmændene i 1884 gjorde Cambodja til fransk koloni og en del af Fransk Indokina – blot en lille landsby. Franskmændene fik efterhånden sat skik på stedet, som voksede sig til en mellemstor handelsby.

Vi besøger Artisans d'Angkor, et projekt, hvor fattige unge arbejder og tilegner sig forskellige håndværksmæssige kvalifikationer med fremstilling i træ, sten, sølv og malerarbejder. Man forsøger at give de unge nogle færdigheder og dermed et livsgrundlag. Vi vises rundt på stedet, og hører om projektets formål og ser selve arbejdsprocesserne.

Efter frokost check-in på det dejlige 4 stjernede Somadevi Hotel med værelser med balkon ud til stedets store swimmingpool. Og liggestolene omkring poolen er et oplagt sted lige at slå sig ned og slappe af ovenpå flyveturen og de første timer i Cambodja.

Senere spiser vi aftensmad under åben himmel i Somadevi Hotels åbne gårdmiljø. Her stilles an med en større buffet. I forlængelse af den udendørs restaurant er en mindre scene, hvor der fremføres Apsara-optræden. 

Apsara er en meget yndefuld, cambodjansk folkedans-/teateroptræden, der inkluderer temaer fra landets historie, arbejdet i markerne og kærlighedsromancer.
4 stjernet Somadevi Hotel, Deluxe Pool View værelse (M,F,A)


Dag 3: Siem Reap
I et roligt tempo og med vinden som blid aircondition i den - fortil og i siderne - åbne motorcykelrickshaw, kører vi afsted til de centrale arkitektoniske perler i den klassiske Khmer arkitektur: Angkor Thom Sydport, Baphuon, Thommanon, Chau Say Tevoda, Elefanternes terrasse og Bayon - også kaldet ansigternes tempel.

Templerne er bygget mellem år 800 – 1400, da Khmer-imperiet var et af de mest magtfulde i Sydøstasien. I denne storhedstid var Siem Reap en slags hovedby. Man mener, at der har levet omkring 1 million mennesker her, og at beboelsesområdet geografisk var på størrelse med nutidens New York.

Over en årrække på godt 600 år byggede kongerne i Khmer-riget i mursten og sten en række templer for at tilbede hinduiske eller buddhistiske guder. Dog får man også nemt den tanke, at herskerne har villet overgå deres forfædre og bygge større og prægtigere templer for at imponere nutiden og blive husket af eftertiden.

En af disse Khmer-konger Jayavarman VII startede bygningen af Angkor Thom området – et 10 km2 stort område med en række templer, herunder Bayon hvor man i stenene i tempelmurerne kan se hugget og slebet fortællinger om Khmerfolkets tid med krige mod thaier, laoter og vietnamesere. I stenene findes også gengivelser af hverdagslivet med jagt, høst, skakspil og andre begivenheder.

Vi kommer også omkring jungletemplet Ta Prohm. Et tempel, som man har ladet junglen fastholde sit greb i. Her har træerne brudt gennem sprækkerne på stenmurene til templet og på sin vis tilbageerobret den plads, som tidligere civilisationer tog fra junglen til at bygge templet.

Og ligesom det nu træ-overdækkede Ta Prohm, sådan har en del af templerne set ud, da den franske eksplorer Henri Mouhot i midten af 1860'erne på en af hans mange ekspeditioner dumpede ind og genopdagede Angkor templerne. Under kong Jayavarman VII peakede Khmer-imperiet. Infrastrukturen blev udviklet og den lokale befolkning oplevede velstandsfremgang. Men med hans død i starten af 1200-tallet oplevede riget stilstand og starten på et langsomt forfald.

Da thaierne angreb Siem Reap i 1351 og igen i 1431, og gjorde livet i byen usikkert - samtidigt med at man opdagede at området omkring nutidens Phnom Penh havde bedre forhold til risdyrkning - begyndte en større folkevandring, der efterlod Siem Reap alene med få dogmatiske buddhister og hinduister.

Og således var det et folkefattigt og glemt tempelrige, som en forundret Henri Mouhot stødte på i midten af 1800-tallet. Og netop forundring og betagelsen bliver der tid til, når vi besøger Angkor Wat – Sydøstasiens største religiøse bygningsværk og bestemt et af verdenens menneskeskabte vidundere.

Udover Angkor Wats storslåethed imponeres man ligeledes over hvor fantasifuldt og detaljeret, den cambodjanske kultur var i udførelsen af dette enorme tempelkompleks. Tilbage til hotellet er der tid til en svømmetur i pool ovenpå en varm dag ved templerne. Om aftenen tager vi en spadseretur, og oplever den folkerige og sydlandske stemning der hersker i bycentrum af Siem Reap.

4 stjernet Somadevi Hotel, Deluxe Pool View Værelse (M,F)


Dag 4: Siem Reap
I dag afsted på en mindre cykeltur i et adstadigt tempo og uden bakker. Vi kommer gennem private boligkvarterer og ud i de landlige åbne omgivelser på mindre veje og stier uden megen motoriseret trafik (Er man ikke vild med at cykle, sørger vi for at man kan komme bagpå en scooter med en rutineret chauffør, og så følger man med gruppen og kører i gruppens adstadige cykeltempo).

Vi cykler gennem landsbyer og mellem rismarkerne hvor landfolket er i gang med dagens dont. Både såning og høst af ris er hårdt arbejde, og kræver megen manpower, eller nærmere bestemt womenpower, da man typisk vil se flere kvinder end mænd arbejdende på markerne. Billedet af gamle dage i Danmark med mange mennesker ved indsamling af afgrøder bliver gengivet her i Cambodja anno 2018. Oftest med mellem 5 til 10 personer på en linje skærer de med segl sig vej gennem rismarkerne i solskin og 30 graders varme.

I de landsbyer vi kommer forbi, får vi indblik i de lokales daglige gøren og laden. Kigger man ind over hækken, er familiemedlemmer i gang med mindre sysler på gårdspladsen eller ordner grønsagshaven. Mange familier bor på et større jordstykke, og er selvforsynende med en hel del grønsager, mens andre dyrker med salg for øje. Vi gør stop og besøger en lokal familie, og oplever hvordan de bor og lever.

Lidt længere henne ad vejen besøges den lokale pagode. Overtro har et stærkt tag i cambodjanere, som tror, at guder og ånder har medindflydelse på deres skæbne her på jorden.

I landsbyernes templer og pagoder beder de til overjordiske skabninger, og får munkens velsignelser i henhold til at bringe lykke til familien og give vand og vejr til et godt høstudbytte. Sidst på formiddagen er vi tilbage på hotellet, og har resten af dagen til at gå på opdagelse i Siem Reap.
4 stjernet Somadevi Hotel, Deluxe Pool View værelse (M)


Dag 5: Siem Reap - Phnom Penh
Efter noget godt i maven fortsætter rejsen i bus til Phnom Penh. Phnom Penh er en fantastisk smuk by, der stadig står forholdsvist uberørt af mere eller mindre uskønne højhuse, der findes i andre asiatiske storbyer.

Med dens berømte brede boulevarder vil man opleve en by, hvor lyset fra oven får frit spillerum, og giver byen dens farvefulde karakter -alt efter tidspunktet på dagen.

Efter frokost opsøger vi stederne, der bevidner Cambodjas histories mørkeste kapitel – nemlig tiden under Khmer Rouge. Vi besøger det berygtede Toul Sleng fængselsmuseum, hvor Khmer Rouge-regimet med Pol Pot i spidsen torturerede tusindvis af cambodjanere i perioden 1975 til 1979, og hvor hvert eneste offer blev dokumenteret ved et profilbillede.

Toul Sleng viser ondskaben, der omgav styret, i alt sin nøgenhed. Fængselsmuseet vil efterlade én med et følelsesladet indtryk, men samtidig med en historisk virkelighedsnær forståelse af Khmer Rouge's brutale eftermæle.

Vejen går også omkring henrettelsespladsen Choeung Ek lidt udenfor Phnom Penh, som er bedre kendt under navnet Killing Field. Choeung Ek var den plads hvorfra fangerne fra det berygtede torturfængsel Toul Sleng blev ført ud for at ende deres dage på bestialsk vis. Killing Fields er i dag et fredfyldt område, hvor man har opført et af de mest kendte monumenter til minde om ofrene.

Cambodjanerne er i dag trådt ud af fortidens mørke skygge. Med arbejde oftest fra 8 - 17 og derudover familielivets pligter og opgaver, er landet og familierne gået ind i en ny tid, hvor man spejder mod fremtiden og kun lidt dvæler ved datiden. På gader og stræder er det nutiden der gælder, og den megen aktivitet her får man hurtigt fornemmelse af, at for de fleste indbyggere drejer det sig om at få tjent nogle penge.

Check-in på vores hotel, der ligger et halvt stenkast fra Sisowath Boulevard - Phnom Penhs kendte promenadegade med restaurationer og barer på den ene side af vejen, og på den anden side en bypark og Ton Le Sap floden. Aftensmaden indtages på Sisowath Boulevard på den berømte Foreign Correspondance Club (FCC). Det var stedet hvor udenlandske journalister, forfattere og diplomater hang ud indtil De Røde Khmer indtog Phnom Penh i 1975 og gav besked på at alle ikke-cambodjanere skulle forlade landet. Ofte fik journalister nys om historier her eller en off-the-record kommentar til aktuelle emner. 
4 stjernet Ohana Hotel, Deluxe værelse (M,F,A)


Dag 6: Phnom Penh

Phnom Penh var i 1950'erne kendt for at være Asiens gyldne by, hvor et rigt kulturliv udfoldede sig - et eksempel er 50'er pigtrådsmusik, der blev skabt her. Flere og flere internationale kulturpersonligheder finder igen vej til Cambodjas hovedstad, som i dag således er rig på forfattere og kunstnere, hvilket har genskabt fortidens kulturelle stemning. Phnom Penh har også et højt niveau, når det kommer til caféer, restauranter, vin- og cocktailbarer, og vores ophold bliver ligeledes en stor gastronomisk oplevelse.

På dagens byrundtur besøges Kongepaladset, som er beboet af kongen. Vi ser Chan Chaya pavillonen og kroningshallen, hvor Norodom Sihamoni blev slået til konge den 29. oktober 2004 efter at hans far og tidligere konge abdicerede.

Den 64-årige Sihamoni er ugift, og har ingen børn, hvilket er ganske usædvanligt for kongefamilier i Asien og i særdeleshed i forhold til hans afdøde fader, som har efterladt sig 14 børn med 7 koner og elskerinder.

I den majestætiske kroningshal ser vi troningsstolen, 1-1 størrelses guldbelagte statuer af Cambodjas tidligere konger og flotte loftsmalerier med reference til landets mytologiske historie.

I samme område findes Sølvpagoden, hvor gulvet er dekoreret med over 5.000 sølvfliser, der hver vejer 1 kg. Her står også den imponerende guld-Buddha dekoreret med 9.584 diamanter og andre unikke kunstskatte fra khmer-riget og andre gaver fra udenlandske givere. Den mest kuriøse gave til kongefamilien står dog udenfor på gårdspladsen, nemlig en fuldstørrelse 2-etages bygning i jern, givet af Napoleon III og sejlet hertil fra Frankrig.

Byen åbenbares for os, når vi i passagersædet på en cykelrickshaw køres rundt i byens gader og passerer Wat Phnom, det centrale marked, Uafhængighedsmonumentet og nostalgiske, arkitektoniske levn fra den franske kolonitid bl.a. Le Royal Hotel, banegården og nationalbiblioteket.

Frokosten bliver nydt på Romedeng - en restaurant med et socialt formål. Her uddannes unge cambodjanere fra fattige kår - herunder også tidligere gadebørn - til at kunne arbejde i fremtiden som tjenere og kokke samtidig med, at de sikres skolegang.

Romedeng, der ligger i en flot gennemrestaureret fransk palævilla, blev startet af to franskmænd, og er berømt for sin genintroduktion af Khmer køkkenet med et tvist af fransk gourmet og elegance. Der er fri om eftermiddagen til at opdage hovedstaden på egen hånd.
4 stjernet Ohama Hotel, Deluxe værelse (M,F)


Dag 7: Phnom Penh – Can Tho
Efter morgenmaden påbegyndes den smukke sejltur ned ad Ton Le Sap floden, hvor vi oplever livet på eller ved floden, som er centrum for mange menneskers dagligdag. Undervejs krydses grænsen til Vietnam. På havnekajen i den vietnamesiske grænseby Chau Doc venter vores vietnamesiske guide, som tager os med til frokoststedet.

Med fyldte maver tager vi med båd ud til de flydende huse, som ligger midt på floden og har fiskeopdræt i "kælderen". En type omvendt hønsebur under husbåden, hvor fiskene opdrættes med salg for øje. Umiddelbart er der blot nogle enkelte synlige fisk i Mekongflodens let mudrede vand. Men når husbådsejeren kaster foder ned gennem en stor låge i gulvet, så kan nok være at fiskene kommer op til overfladen og flokkes om maden.

Bådturen kommer forbi en landsby, hvor Chamfolket bor. Cham'erne stammer oprindeligt fra Indonesien, men kom til Vietnam og grundlagde Chamriget i det centrale og sydlige Vietnam i perioden fra 3. - 18. århundrede.


Efter at have tabt flere krigsslag og landområder til vietnameserne i midten af det forrige årtusinde, er Cham'erne i dag en minoritetsgruppe, som lever spredt rundt i landet bl.a. i Chau Doc, hvor de bor på pælehus. De adskiller sig fra vietnameserne ved, at de hovedsageligt er hinduister eller muslimer, og at nogle af mændene bærer sarong, når de har fri og daser rundt i nærheden af hjemmet.

Tilbage på fastlandet skal vi afsted i en særlig Mekong-cykelrickshaw rundt i byen omkring den centrale plads, langs flodpromenaden og gennem nybyggerkvarteret ud mod Sam-bjerget. Vi stopper ved Huynh Dao Pagoden, og stifter bekendtskab med Vietnams største trosretning buddhismen, som omkring 2/3-dele af vietnameserne i større eller mindre omfang følger.

Buddhisternes tro på reinkarnation, betyder at de bør forsøge at følge visse leveforskrifter og opføre sig ordentligt i dette liv, sådan at de i deres næste liv bliver født til en endnu bedre tilværelse end den nuværende. Mange pagoder i Vietnam er meget dekorative, holdt i mange farver og med forskellige vægmalerier af Buddhas liv og dekorative figurer.

Der findes flere afskygninger af Buddha, og de troende går til flere alterer og fremsiger små bønner, og sætter en røgelsespind som tegn på deres de gode ord og tanker. Midt for alteret her i Huynh Dao Pagoden sidder den noget runde Happy-Buddha med en firkantet hul midt i maven.

Her putter de troende lidt penge ind i hans mavesæk - en symbolsk handling som tegn på taknemmelighed, og et håb om at Happy-Buddha vil hjælpe deres lykke lidt på vej. Fra pagoden kører vi i bus til Mekongdeltaets hovedby Can Tho. Efter hotel check-in og et bad er der fælles aftensmad.
3 stjernet Saigon Can Tho Hotel, Premium værelse (M,F,A)


Dag 8: Can Tho – Cai Be
Lidt tidligt op, da vi skal opleve Sydøstasiens største flydende marked i Can Tho. Det er ikke unormalt, at se flere hundrede både vuggende side om side mens der handles livligt. I toppen af en interimistisk opsat mast hænger grønsager, frugt eller blomster således at de tilsejlende kan se, hvad båden sælger. Handlende, købmanden og frugthandlerne sejler rundt mellem hinanden, og forsøger at gøre en god handel. Ha' masser af plads på kameraet - det er et farverigt syn, der venter os.

Som opdaget undervejs på Mekongfloden og her ved det flydende marked, vil vi se mange både i stævnen er malet med en stærk rød farve, og har 2 store øjne. Med lidt god fantasi ligner det hovedet på et stort vanduhyre. At tegne disse øjne og ansigter i forenden af en fiskerbåd er for at skræmme hajer og krokodiller væk - en tradition som stammer fra gamle dage, hvor man stod halvt udover rælingen og hev fiskenet ind, og var bange for at større havdyr pludselig ville hoppe op ad vandet op og snuppe en halv arm eller hele fiskeren.

På landjorden igen tager vi bussen mod Vinh Long midt i Vietnams risskål, som Mekongdeltaet populært kaldes. Dette lavlandsområde opdeles af utallige floder og her dyrkes snesevis af forskellige rissorter på markerne. Vandet fra floderne er essentielt, for risene skal stå under konstant vand efter spiring indtil lige før høsten. Alene høstudbyttet i Mekong-regionen bidrager med knap halvdelen af al den ris som produceres i Vietnam.

Ved ankomsten til Vinh Long går vi omkring det lokale marked, som bugner af tropiske frugter i alskens farver, friske krydderurter som anvendes i mange vietnamesiske retter og en hel del ferskvarer, heriblandt måske rotter (fanget i rismarkerne), der for nogen vietnamesere er en delikat spise, hvis de tilberedes rigtigt. 

Med båd bevæger vi os ud på Mekongfloden, hvor vi først gør stop ved en lerkrukkeproduktion og bagefter sejler over til en større ø midt i floden, hvor Mr. Tigers frugtplantage besøges.

Han er en lokal notabilitet, der trods sin hans høje alder ser ganske fit og frisk ud. Hans "anden ungdom" skulle ifølge ham selv komme fra hårdt arbejde i hans frugtplantage og et dagligt nip til hans egenproducerede "tiger"-drik.

Vi smager nogle af plantagens forskelligt dyrkede frugter: longan, mango, grape og vand-æbler, hvis smagskonsistens er meget kraftigere end den de danske supermarkeders frugtafdeling kan byde på, og kan også prøvesmage Mr. Tigers "livsforlængende" drik. Et kort stykke vandvej fra frugtplantagen, men fortsat på samme ø ankommer vi til vores frokoststed, hvor en værtsfamilie vil servere os nogle smagfulde lokale retter.

Bagefter sejler vi ind i en af de små kanaler, hvor vi i hold på 2 og 3 kommer over i en mindre sampan, en slags robåd som tager os ind i en mindre stikflod og tæt på lokallivet. Der er en sampanfører til at ro for os - de fleste ror med hænderne, men nogle steder i Vietnam kan man faktisk opleve at folk have fødderne på årerne i en lidt mere spøjs og tilbagelænet kropsposition.

Ud på eftermiddagen når vi frem til vores lodge. Det 3+ stjernede Mekonglodge er et skønt og stemningsfuldt hotel, som har indrettet deres bungalows og have, så det passer til deltaets landlige idyl med 1-plans huse og grønne omgivelser. Bungalow-værelserne lever op til den komfort og standard som man kan forvente af 3 stjernet hotelstandard med hensyn til renlighed, eget toilet/bad og aircondition på værelserne.

Hele stedet er bygget med arkitektonisk øje for Mekongdeltaets karakter og charme. Og for dem som har læst den franske forfatter Marguerite Duras novelle eller set filmen The Lover baseret på Duras bog, kan man med omgivelserne på og omkring Mekonglodge nemt henledes til nostalgiske tanker om, at det var i et sådant idyllisk miljø Marguerite forelskede sig i en ung kinesisk mand og levede mellem 1928 - 1932 i den nærliggende by Sa Dec.

Fra lodgens placering i de grønne omgivelser, fra den afslappende stemning og de kommende dages lokale aktiviteter får vi hurtigt oplevelsen af at være landet i det oprindelige Mekong. Langt væk fra alfarvej og byernes moderne leben. Aftensmaden nydes udendørs i den lette varme, og til lyden af cikadernes vingespil som en slags tropisk middagsmusik.

3+ stjernet Mekonglodge, Bungalow værelse (M,F,A)


Dag 9: Cai Be
Restauranten ligger med udsigt til Mekongfloden og morgenmaden indtages med flodens lette baggrunds lyd: nemlig tøffen fra bådene, der bringer afgrøder til markedet eller familien til nærmeste provinsby for at arbejde og gå i skole. Mekongfloden er godt 3.500km undervejs fra dens udspring i Tibet til den rammer Vietnam og her deler sig i 9 mellemstore floder. Man vurderer at omkring 75 mio. mennesker i hhv. Kina, Laos, Thailand, Cambodja og Vietnam lever af floden med fiskeri, transport og vand til dyrkning af marker.

Efter morgenmaden arrangeres en bådtur til Cai Be, hvor bymidten er delt op af såvel trafikerede flodveje og asfaltveje. Her bor en del familier i huse, som delvist er bygget udover floden, og hvor gulvet er holdt oppe af pæle, der går ned i floden. Vi gør stop og besøger et mindre familieforetagende, der bl.a. har specialiseret sig i at lave frugtslik og snacks. 

Ingredienserne er primært fra lokale naturprodukter, bl.a. popris, der poppes fra tørret ris og minder om vores popcorn. Karameller fremstilles fra saften af kokosnøddekødet og tilsættes farve og smag fra pandanusblade eller kakao, og karamellerne håndpakkes hurtigt af 4-5 kvinders rappe hænder.

Ligeledes på simpel håndværksmæssig vis, er en dame i gang med at lave rispapir til både forårsruller og søde chips.
Tilbage på lodgen sætter vi os på cyklerne, og i et meget roligt tempo pedaltramper vi afsted ad mindre veje rundt i de landlige omgivelser. (Er man ikke vild med at cykle, sørger vi for at man kan komme bagpå en scooter med en rutineret chauffør, og så følger man med gruppen og kører i gruppens stille cykeltempo).

Vi bliver vidner til et idyllisk landsbyliv, og passerer mindre landsbyer omkranset af tæt bevoksning og palmetræer. Kigger man ind over hækken, kan man se landfolket er i gang med dagens arbejde og huslige aktiviteter foran hjemmet. Tingene og livet synes at foregå i et behageligt tempo, hvor der er tid til at hjælpe naboen, ligesom at man som rejsegæst har fornemmelsen af at være meget velkommen her. Opdager nogle af hjemmets små poder at vi kommer cyklende forbi, så vil vi nok høre dem råbe et "Hallo" efter os.

Vores frokost indtages i 1 af 5 Vietnams blot UNESCO-anerkendte huse – blåstemplet som særlig bevaringsværdigt for eftertiden. Det er bygget i 1832 i en særlig Mekong struktur med store åbne rum, og hvor taget bæres af mere end 100 træstolper, som går fra gulv til undersiden af taget.

Flere steder er rumadskillelse udført med smukke træskærerarbejder, der dekorerer væggene med blomster af abrikos, orkidéer og tusindfryd. Udover at blive serveret et godt måltid på stedet, så stifter vi også bekendtskab med lokale begravelsesritualer her ved huset.

Bagerst i haven ligger et mindre gravsted for flere af husets tidligere familiemedlemmer. For os en smule underfundigt at have en familiegrav så tæt på hjemmet, men mange vietnameserne, som tror på afdøde personers sjæle fortsatte eksistens her på jorden, ønsker gerne familiegrave på husets parcel, hvilket myndighederne tillader ude i landområderne.

Midt på eftermiddagen når vi tilbage til lodgen, og kan nyde stedet og de skønne faciliteter. Lige fra at gå rundt og betragte havens mange tropiske træer og blomster, eller sidde med en kold Saigon-øl på terrassen med udsigt til Mekongfloden og se mindre både, små fragtbåde og slæbebåd komme futtende forbi. 

Tage nogle afslappende svømmetag i poolen, eller ligge med lukkede øjne i solstolene og mærke seneftermiddagssolen varme kroppen godt igennem, imens en kold iskaffe eller drink står på et lille havebord ved siden af, og venter på at blive drukket. Senere aftensmad.

3+ stjernet Mekonglodge, Bungalow værelse (M,F,A)



Dag 10: Cai Be – Ho Chi Minh City
Med båd til havnekajen, hvor vi ser den religiøse sekt Cao Dai ornamentfyldte tempel. Cao Dai - som betyder "det højeste sted" - blander livsanskuelser og nogle af store religioner kristendom, islam, buddhisme og taoisme.

Det er en unik vietnamesisk og lidt pudsig trosretning, hvor man iblandt deres helgener finder Lenin, Victor Hugo, Shakespeare og Jeanne d'Arc.

Hvor mange trosretningers bygninger er lidt ensformig i det arkitektoniske udtryk, så har hele farvepaletten været i brug på murerne på Cao Dai templerne, som også er dekoreret med drager, figurer, lotusblomster, udskæringer, krummelurer og centralt et stort "guddommeligt øje som ser alt". Cao Dai har omkring 2 millioner tilhængere i Vietnam. Ved messer placerer de troende sig i en afstand til alteret iht. hvilket trin de har opnået i livet. Des tættere på alteret de står, des højere er de placeret på Cao Dais 9-trins skala. Skulle de nå det 9. trin, nemlig nirvana, undgår de genfødsel og tilbagekomst til det jordiske liv.


Vi fortsætter med bus mod Ho Chi Minh City, og gør stop undervejs ved en skole, som Vietnam Travels er med til at give økonomisk støtte bl.a. med at finansiere lærerlønninger. Selvom mange i storbyen oplever en stigende velstand, så bor her fortsat en del fattige familier, som ikke har råd til at sende børnene i den almindelige offentlige skole. Skolen tilbyder børnene gratis undervisning, og forsøger at give dem nogle kompetencer, som kan give dem nogle bedre livsforudsætninger.

Ikke langt fra skolen skal vi besøge byens nye 3D museum, en af Ho Chi Minh Citys seneste turistattraktioner. Fantastisk malerkunst kommer til udtryk med billeder som bruger både vægge, gulve og lofterne til at optegne både naturtro og eventyrlige situationer. Nogle af de 3 dimensionale malerier og installationer lægger op til at man lader sig inddrage i motiverne ved at tage opstilling ved eller inde i selve kunstværket.

Til frokost skal vi have nationalretten PHO, som er en nudelsuppe kogt på bl.a. oksekraftben, stjerne anis, kanel, kinaradise og udover nudler består af oksekød, bønnespirer og en række friske krydderurter. Efter at have fyldt maven med dejlig suppe tager vi til Genforeningspaladset, der før landets genforening i 1975 hed Uafhængighedspaladset. Dette paladsnavn symboliserede netop de sydvietnamesiske præsidenters uvilje mod at overholde Geneve-aftalen fra 1954.

I aftalen stod at det adskilte Nordvietnam og Sydvietnam skulle genforenes i forlængelse af et planlagt præsidentvalg i 1956. Sydvietnams første præsident Diem postulerede med amerikanernes opbakning at kommunisterne i Nordvietnam ikke overholdt de demokratiske spilleregler for et valg, og nægtede at gennemføre det aftalte valg.

Afvisningen af Geneve-aftalens gyldighed samt Diems egenrådig ledelsesstil, var en af hovedårsagerne til Vietnam krigen og et uroplaget Sydvietnam. Præsident Diems dage endte, da han i 1963 blev myrdet af hans egne militærfolk. Flere af hans inkompetente efterfølgere blev dog også kuppet af højtstående militærgeneraler med politiske ambitioner.

Paladset var oprindeligt bygget i fransk kolonistil, da det havde huset tidligere franske guvernører. Men det blev så slemt beskadiget i 1962 fra bombningen af en nordvietnamesisk infiltreret agent i det sydvietnamesiske luftvåben, at et nyt palads måtte bygges.

Hotelcheck-in, og senere fælles aftensmad på en byens gode og lidt "hemmelige" restauranter, som ligger inde i en af boligblokkenes baggårds karre. Her bagved forhuset åbner sig en lille plads med et par restauranter, der serverer god mad i en hyggelig stemning.
3+ stjernet Huong Sen Hotel, Deluxe Cityview værelse (M,F,A)


Dag 11: Ho Chi Minh City
Efter morgenmaden tager vi til de berømte Cu Chi tunneler. Tunnelsystemet - hvor de vietnamesiske modstandsfolk i Sydvietnam, Viet Cong, skjulte sig og hvorfra de planlagde overraskelsesangreb på amerikanerne i Saigon - er over 250 km langt og nogle steder i 3 etager.

Det rummede feltlazaret, køkkener, mødelokale, sovestue og våbenfabrikation. Udgravet i stenhård lerjord, klaustrofobisk, mørkt og primitivt er tunnelerne en bygningsmæssig manifestation på vietnamesernes ukuelige vilje og kamp for national selvstændighed mod en militær veludrustet amerikansk Goliat.

Amerikanerne forsøgte at finde tunnel-indgangene på såkaldte search & destroy operationer, men disse operationer endte oftest med væsentlige mandskabstab som resultat. Så forsøgte man at brænde skoven ned med napalm, men ilden gik hurtigt ud i den fugtige tropiske skov. Så til sidst trak man sine soldater ud og erklærede området free fire zone, hvor amerikanske bombefly frit kunne bombe og nedkaste overskudsbomber på vej hjem fra andre bombetogter.

Det satte en vis stopper for den strategiske betydning for Cu Chi området, men på det tidspunkt var den amerikanske krigslykke vendt. Der bliver mulighed for at kravle rundt i tunnelgangene, men er ikke nødvendigt. Man kan stadig få et godt indtryk af Cu Chi tunnelerne uden at skulle ned i gangene.

På tilbagevejen spiser vi picnicfrokost i en gummitræsplantage, og får historien om de franske kolonisters import af gummitræet til Vietnam i forsøget på at udvinde resin. Udbytte og proviantering af råstoffer var en af hovedgrundene til at erobre nyt territorium for de europæiske stormagter i 1600 og 1700-tallet. Frankrig anlagde dengang store gummitræsplantager i Vietnam, som fortsat i dag udvinder resin til primært eksport.

Tilbage i Ho Chi Minh City kommer vi omkring Krigsmuseet, hvis permanente udstilling giver en historie-indføring i Vietnam-krigen. De fleste billeder er taget af udenlandske fotografer og visualiserer krigens gru. Foran disse fotos får man let den spørgende tanke, om hvorfor menneskeheden ikke har lært af fortidens fejltagelser, og måske en naiv tro på at færre af verdens ledere ville gå i krig, hvis de bare så denne fotoudstilling inden de afgjorde om de vil starte en krig. Tilbage på hotellet har vi resten af eftermiddagen til at opdage metropolen på egen hånd.
3+ stjernet Huong Sen Hotel, Deluxe Cityview værelse (M,F)


Dag 12: Ho Chi Minh City – Phan Thiet
Rejsens sidste dage skal nydes med afslapning i kystbyen Phan Thiet – her står dagsprogrammet på sol, strand, vand og fordøjelse af turens mange indtryk.

Godt 3 kilometer uden for kystbyen Phan Thiet ligger Mui Ne-området med en stor strandbugt som strækker sig på godt 10km nordpå. Her ligger en række resorts, hvor lang hovedparten af resortene er bygget i 1 og 2 etager og derfor rager ikke op over palmehøjde. Her ligger gennemsnitstemperaturen omkring 30 grader og der er forholdsvis lav luftfugtighed pga. kystbeliggenheden.

I indkvarteres på et rigtigt dejligt strandressort - efter eget valg enten 3+ stjernet Bon Bien Resort eller 4+ stjernet Blue Ocean Resort. Herfra er der ikke langt til at man kan få strandsand mellem tæerne og kaste sig ud i de klare, blå bølger ved en af Vietnams fineste badestrande. De to resorts har private strandområde lige ned til vandet og med strandstole forbeholdt hotellets gæster.

Fra badeområdet Mui Ne kan man nemt komme ind til selve Phan Thiet by, som er en provinsby på knap 200.000 mennesker og livet her går sin rolige gang. Man kan køre taxa for få penge til Phan Thiet eller cykle fra resortet ad strandvejen og lige ind i byen.

I den anden ende af strandbugten ligger en lille fiskerlandsby, hvor man om morgenen kan se hvilke fisk kutterne har med ind. Fiskerne og fiskekoner står på stranden og sortere dagens fangst.

Eller man kan trampe i cykelpedalerne ud til de 2 store områder med hvide sandklitter og røde sandklitter - Phan Thiets svar på Råbjerg Mile eller besøge Cham-templet Poshanu. Dette særprægede tempel er bygget i det 13. århundrede af Cham folket, som havde sit eget kulturelle islæt og religiøst var hinduistisk inspireret.

En anden udflugtsmulighed er til Fairy Stream, som er et skønt åløb som man kan gå langs, og hvor man bl.a. passerer de flotteste sandbjerge og aflejringer i både rødt og hvidt. Den danske rejseleder følger ikke med på badedagene i Phan Thiet, men gruppen ledsages i bussen af den vietnamesiske guide, som har været med gruppen siden ankomst til Vietnam dag 7.

3+ stjernet Bon Bien Resort, Deluxe værelse (M)
4+ stjernet Blue Ocean Resort, Gardenview bungalow værelse (M)



Dag 13: Phan Thiet
Fridag til afslapning, sol og strand på baderesort lige ned til vandet og med privat strandområde med solsenge forbeholdt hotellets egne gæster.
3+ stjernet Bon Bien Resort, Deluxe værelse (M)
4+ stjernet Blue Ocean Resort, Gardenview bungalow værelse (M)


Dag 14: Phan Thiet
Fridag til afslapning, sol og strand på baderesort lige ned til vandet og med privat strandområde med solsenge forbeholdt hotellets egne gæster.
3+ stjernet Bon Bien Resort, Deluxe værelse (M)
4+ stjernet Blue Ocean Resort, Gardenview bungalow værelse (M)



Dag 15: Phan Thiet – Ho Chi Minh City lufthavn (bus) - Flyafrejse
Fri indtil busafgang mod Ho Chi Minh City lufthavn. Flyafgang kl. 20.55 med Thai Airways til København. (M)



Dag 16: Ankomst Danmark
Flyankomst til København kl. 06.35 efter 15timer og 40 minutters samlet rejsetid inklusive flyskifte i Bangkok.